Alive Festival klar til jubilæum

De første telte er allerede sat op, og festivalpladsen i Christiansgave i Thisted er i disse dage under konstant forandring. På torsdag går det løs til Alive Festivalen’s 10 års jubilæum.

Mathias Brander Skovsted fra festivalens bestyrelse fortæller, at man pt. har solgt omkring 1.400 billetter. Det er ca. 15% under det forventede. Han regner dog med, at omkring 2.300 gæster, inkl. inviterede, sponsorer osv. lægger vejen forbi.

Ambitiøst musikprogram
Programmet vil, traditionen tro, også i år rykke grænserne for, hvad en festival i Thy kan byde på. Et bredt udsnit af det bedste fra den danske musikscene vil være repræsenteret. Det være sig upcoming kunstnere, der vil vise, hvad morgendagen bringer, til velkendte navne som Peter Sommer, When Saints Go Machine og Laid Back. Også internationale navne som Warhaus og Brynjolfur vil lægge vejen forbi Thy, alt imens de lokale helte fra Thy Music Collective og The Entrepreneurs sørger for, at Alive Festivals thy’ske DNA lever i bedste velgående.

Nyt koncept på dagsprogrammet
Men Thy har som bekendt ikke blot musik at byde på. Alive Festival har med det særlige dagsprogram villet give sine gæster en smagsprøve på alt, hvad området indeholder. Som et nyt skud på stammen inviteres gæster indenfor til den enestående thy’ske eventyrtombola, hvor deltagerne trækker en tilfældig, intim thy’sk oplevelse.

Formand Mads Dahl glæder sig over det nye tiltag, som er direkte i forlængelse af Alive Festivals visioner.

– Thy har masser at byde på. Det eneste det kræver af aarhusianerne og københavnerne er, at de hopper på toget, tager herop og møder det. Det sørger vi for på Alive Festival. Vores mål med festivalen er, at alle vore gæster i løbet af festivalen bliver én fordom fattigere, men til gengæld ét nyt bekendtskab og en masse store oplevelser rigere, siger han.

Alive Festival afvikles i dagene 16.-18. august.

Forfatter

Related posts

Top