Alive Festival er en byggeplads for fremtidens Thy

Alive Festivalen i Thistd har ikke blot formået at sætte Thy på landkortet med en festival, der spænder bredt både i forhold til musik og gæster. Den formår også at tiltrække en stor skare gæster langt ud over de thy’ske grænser. Flere end halvdelen af gæsterne kommer udenfor Thy, hvilket Alive Festival netop har vist i en værdiundersøgelse.

Festivalen mærker også en støt stigende opbakning fra det lokale erhvervsliv, og bakkes op af flere af de største brands i Thy hvoraf flere af dem på hver deres måde og inden for hver deres område er kendte i hele landet.

Den opbakning er utrolig vigtig for festivalen og udover en økonomisk håndsrækning, giver virksomhedernes engagement også mening i forhold til en lidt mere skjult dagsorden.

– Udover at vi ønsker at lave en helt unik festival for vores besøgende, har vi også en lidt mere skjult agenda, som handler om at vi gerne vil fremvise det Thy, som vi er så stolte af. Udover vores natur, kultur og mennesker, er det i høj grad også de virksomheder, vi har i Thy. Virksomheder som ikke bare er med til at præge den lokale økonomi, men i høj grad også er med til at øge selvbevidstheden og stoltheden omkring det at være thybo, siger Christian Søndergaard fra Alive Festivalen.

Stærke lokale brands bakker op
For de lokale virksomheder der ingen tvivl om, hvorfor Alive Festival er interessante at indgå i partnerskab med. En af de virksomheder, der arbejder tæt sammen med Alive Festival er tøj-firmaet ELSK.

Direktør i ELSK Lars Riis.

– Vi har gennem flere år samarbejdet med Alive Festival og der er ingen tvivl om, at det for os, handler om meget mere end “bare” at støtte et lokalt projekt. Vi ser det som en unik mulighed for at nå ud til et publikum som er ekstremt svært at blive eksponeret overfor og få i tale, siger Direktør Lars Riis, ELSK.

Og han anerkender Alive Festivalens værdi for Thy.

– Nok så vigtigt er det, at vi ikke er et sekund i tvivl om, hvor essentiel Alive Festival er for at øge brandingen af Thy og være med til at fortælle omverden om det sted, vi sætter så stor pris på. Som virksomhed må vi selv tage ansvar for, at vi er med til at sikre, at vi er på en egn som formår at tiltrække ikke bare borgere, men også kompetent og nødvendig arbejdskraft, siger Direktør Lars Riis.

Derudover mener Lars Riis også, at der noget unikt ved det publikum, Alive Festival tiltrækker.

– Vi er ikke meget for at sætte folk i kategorier, men der er ingen tvivl om, at mange af de gæster som kommer på festivalen, er de som har et stort talerør og som er med til at influere både tendenser og holdninger. Netop derfor gør vi meget for at komme tæt på gæsterne. Vi ved at de kommer til at fortælle videre om deres oplevelser, siger Direktør Lars Riis fra ELSK.

Hovedsponsor emmer af Thy
Sidst års hovedsponsor på festivalen var Dragsbæk. Mange kender dem for de flotte reklamer for Bakkedal – fra os i Thy.

De har igen i år valgt at bakke op om festivalen og for Direktør Christian Munk er det et sponsorat, som giver mening på flere punkter.

– Vi tror på, at vi ved at støtte op om Alive Festival, er med til både at gøre noget godt for det lokalsamfund, som er så vigtig for os. Vigtigste årsag er dog selvfølgelig, at vi også er klar over, at vi får noget igen, som er rigtigt svært at skaffe andre steder. Festivallen forstår at lave markedsføring, som taler med deres gæster og ikke til deres gæster. Det gør at vi langt bedre kan få vores historie ud og vise den stolthed og passion, vi har til vores produkter, siger Christian Munk fra Dragsbæk A/S.

Han glæder sig over, at sponsoratet ”giver et afkast”.

– Vi kan tydeligt se, at den oplevelse vi er en del af, skaber nogle utroligt positive synergier for vores virksomhed og som Lars siger, så har vi et ansvar for at vise det Thy frem, vi er så stolte af og som er så stor en del af vores virksomhed, siger Christian Munk.

Alive Festivalen 2019 finder sted den 15.-17. august i Christiansgave i Thisted, og billetsalget er i fuld gang på www.alivefestival.dk.

Foto: Alive Festival

Forfatter
Top