Akuttilbud i nordjyske kommuner lever ikke op til nye krav

Pr. 1. januar 2018 stiller Sundhedsstyrelsen nye krav til kommunernes akuttilbud. Akuttilbudene kan enten være et akutteam bestående af sygeplejersker, der kan rykke hurtigt ud til en borger med akut sygdom eller sengepladser, hvor patienterne kan blive tilset af akutsygeplejersker.

De nye krav betyder blandt andet, at kommunerne skal udbyde mindst ét akuttilbud, som skal leve op til bestemte anbefalinger.

Men endnu er det kun 5 af de 11 nordjyske kommuner, der lever op til de krav. Ifølge Dansk Sygeplejeråd lever hverken Morsø, Vesthimmerland, Rebild, Brønderslev, Hjørring eller Læsø Kommune endnu op til de nye krav fra Sundhedsstyrelsen. Det skriver TV2 Nord.

– Det er jo et problem, hvis man som borger, praktiserende læge eller sygehus har en forventning om, at den her kommune har akutpladser eller et akutteam, og det viser sig, at det har det faktisk ikke alligevel, siger Jytte Wester, kredsformand for Dansk Sygeplejeråd Nord.

– Det er vigtigt, at akuttilbudene bliver ensartede i hele landet. Så ved alle borgere, praktiserende læger og sygehuse, hvad tilbuddet indeholder, fortsætter Jytte Wester.

De praktiserende læger ser ingen problemer
Som en af kritikpunkterne peger Dansk Sygeplejeråd også på, at de praktiserende læger vil stoppe med at henvise deres patienter til de lokale akuttilbud, hvis ikke de kan stole på, at de lever op til kravene.

Det afviser kredsformanden for De Praktiserende Lægers Organisation (PLO) i Nordjylland, Annemette Alstrup.

– Jeg har erfaring for, at mine kollegaer benytter sig af de kommunale tilbud, som fungerer godt. Så længe, at de gør sig gældende, vil en ny lov ikke ændre så meget. Vi vil fortsætte med at bruge de henvisningsprocedurer, som vi plejer, når vi har brug for kommunens hjælp.

De kommunale akuttilbud er lokalt funderede sundhedstilbud, der skal være med til aflaste sundhedssystemet. Hvis en patient er blevet pludseligt syg, men den praktiserende læge ikke vurderer, at patienten bør indlægges på et sygehus, kan han i stedet henvise borgeren til et akuttilbud.

Foto: Jesper Lange/TV2 Nord

Forfatter

Related posts

Top