Aktiv sommer i vente på museet

Efter et særdeles velbesøgt forår på Morslands Historiske Museum, hvor særudstillingen ”1864 på Mors” har trukket mange gæster, er museet nu klar til årets absolutte højsæson. Og her har museet strikket nogle gode tilbud sammen, som både appellerer til lokale sommerramte morsingboere og til turister i sommerhus og på camping.

Fossiljagt og rundvisninger alle hverdage
Som noget nyt arrangerer museet sommeren igennem både fossiljagter i moleret og rundvisninger på Dansk Støberimuseum og Dueholm Kloster på samtlige hverdage til faste tidspunkter.

– Museet har nogle fantastiske rammer og nogle unikke samlinger, som vores gæster udtrykker stor glæde ved. Men intet slår den oplevelse, gæsterne får, når man kan få en guidet tur på en af vores afdelinger. Ved det personlige møde med et museumsmenneske får man den levende fortælling, og det styrker værdien af museumsbesøget rigtig meget, fortæller museumsdirektør Brian Wiborg og fortsætter:

– Derfor har vi besluttet i sommer at skrue voldsomt op for antallet af fossiljagter og rundvisninger, ja faktisk til samtlige hverdage på faste tidspunkter.

En sommer med danekræ?
Der er efterhånden tradition for, at museumsgæster finder danekræ i sommerferien på Moler Museets fossiljagter. På alle hverdage kl. 11.00 vil man kunne forsøge selv ved at deltage i en fossiljagt med udgangspunkt fra Moler Museet sammen med en af museets eksperter. Det er gratis at deltage, når entreen til museet er betalt.

Det samme er tilfældet på Dansk Støberimuseum, hvor der alle hverdage kl. 11.00 er rundvisning, hvor man kan opleve en levende fortælling om Morsø Jernstøberis spændende historie. På samme vis kan man alle hverdage kl. 13.00 deltage i familierundvisning på Dueholm Kloster, hvor rundviseren vil tilrettelægge en tur rundt på museet og 1864-udstillingen med særligt fokus på de mindste deltagere.

For alle fossiljagter og rundvisninger gælder det, at det er gratis at deltage, når entreen til museet er betalt. For børn under 18 år er der naturligvis gratis entre.

Yderligere info findes på museets hjemmeside.

Forfatter

Related posts

Top