Aftale på plads: Fremover skal vi sortere ti typer affald

Der er for mange forbrændingsværker i landet. Så flere skal lukkes ned. Og borgerne skal fremover sortere ti typer affald

Det er en del af aftalen om en grøn affaldssektor, som tirsdag er præsenteret i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

– Nogle vil sige, at vi står her 10 eller 20 år for sent. I de år har mange vidst, at den danske affaldssektor ikke leverer på den grønne front, siger klimaminister Dan Jørgensen (S).

– Det ændrer vi nu. Vi sikrer, at der genanvendes mere og forbrændes mindre. Aftalen mindsker udledningen med 0,7 millioner ton. Det er meget. Det svarer til 300.000 benzinbiler, fortæller ministeren.

Kommunernes Landsforening skal nu udarbejde en liste over de forbrændingsværker, som skal lukkes ned. Det får kommunerne seks måneder til.

De værker, som forurener mest og er mindst effektive, skal lukkes. Hensigten er, at kapaciteten bliver tilpasset den mængde affald, som kommer i fremtiden. Det fører til mindre forbrænding og dermed mindre CO2-udledning.

Folketingets partier minus Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er med i affaldsaftalen.

To til fire affaldsspande
Når det kommer til affaldssortering i hjemmet skal et almindeligt parcelhus ifølge aftalen have to-fire spande med flere rum.

Aftalen på affaldsområdet har stået på listen siden maj og er en del af klimahandlingsplanerne.

Dan Jørgensen havde en plan om, at de kommunale forbrændingsværker, der brænder affald af, skulle laves om til aktieselskaber og konkurrere mod hinanden. Men den plan er droppet.

Det har støttepartierne SF og Enhedslisten presset på for.

/ritzau/

Foto: Christian Kjeldsen

Forfatter

Related posts

Top