Aftale om øget åbenhed om den private partistøtte

Regeringen og Socialdemokratiet har indgået en aftale på partistøtteområdet, der skal være med til at sikre øget åbenhed om den private økonomiske støtte, der ydes til de politiske partier.

Med den indgåede aftale skabes større åbenhed om den private økonomiske støtte, som partierne modtager fra privatpersoner, virksomheder, organisationer m.v.

På alle niveauer i partierne, herunder kommunale og regionale kandidatlister, indføres forbud mod at modtage større anonyme bidrag. Endvidere indføres revisionspligt af partiernes landsorganisationers regnskaber. Derudover udbredes åbenheden om de større private bidrag til at omfatte alle niveauer i partierne, herunder kommunale og regionale kandidatlister, og enkeltkandidater.

Samtidig er det en del af aftalen, at beløbsgrænsen på 20.000 kr., der både relaterer sig til reguleringen af private og anonyme bidrag, fremover skal pristalsreguleres. Beløbsgrænsen har været den samme siden 1995 og bliver nu opdateret.

Det er endelig en del af aftalen, at Økonomi- og Indenrigsministeriet skal udarbejde en vejledning med detaljerede retningslinjer for forståelsen af reglerne i partiregnskabsloven og partistøtteloven. Vejledningen skal således være med til at skabe større klarhed over, hvilke former for støtte der er omfattet af reglerne om åbenhed og indberetningspligt, da det er et område, der undertiden giver anledning til tvivlsspørgsmål.

Det er regeringens opfattelse, at aftalen sikrer en god balance i reglerne, hvor hensynet til øget åbenhed iagttages, uden at der skabes unødigt bureaukrati.

– Det er med stor glæde, at jeg kan fortælle, at regeringen sammen med Socialdemokratiet har indgået en aftale om den fremtidige partistøtte. Der er tale om en aftale, der følger op på flere af GRECO’s og Partistøtteudvalgets anbefalinger. Aftalen betyder større åbenhed om den private partistøtte, siger Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll.

Med forligsaftalen gennemføres flere af anbefalingerne fra Partistøtteudvalget, som afgav betænkning i marts 2015. Forligsaftalen vil desuden indebære, at Danmark efterkommer en række af de anbefalinger, som Europarådets antikorruptionsorgan GRECO gennem flere år har fremsat.

Forligsaftalen indeholder følgende elementer:

  • Der indføres regler, der sikrer åbenhed om private bidrag, der ydes til alle niveauer i partierne og til enkeltkandidater. I dag skal private bidrag over beløbsgrænsen på 20.000 kr., der ydes til partiernes landsorganisationer, fremgå af landsorganisationens partiregnskab, som offentliggøres på Folketingets hjemmeside. Bidrag over beløbsgrænsen på 20.000 kr., der ydes til en regional eller kommunal kandidatliste, en regional, kommunal eller lokal partiforening eller en kredsforening skal i dag indberettes til kommunen eller regionen i forbindelse med, at der ansøges om offentlig partistøtte, men offentliggøres ikke. Det laves der med forligsaftalen om på, idet disse indberetninger af bidrag over beløbsgrænsen på 20.000 kr. fremover skal offentliggøres af regionen og kommunen. Bidrag over beløbsgrænsen på 20.000 kr. til enkeltkandidater til alle valg vil som noget helt nyt blive omfattet af en indberetnings- og offentliggørelsespligt.
  • Der indføres et forbud mod at modtage anonyme bidrag, der overstiger beløbsgrænsen. Modtages sådanne bidrag, skal de – hvis bidragsyder kan identificeres – tilbageføres til bidragsyder eller alternativt overføres til statskassen.
  • Efter partiregnskabsloven skal identiteten på bidragsyderen fremgå af partiregnskabet, hvis den pågældende samlet i løbet af et år har ydet bidrag, der overstiger 20.000 kr. Beløbsgrænsen har været den samme siden 1995 og har således ikke været reguleret. Det er et led i forligsaftalen, at beløbsgrænsen på 20.000 kr. fremover pristalsreguleres (til nærmeste beløb deleligt med 100). Beløbsgrænsen på 20.000 kr. i partistøtteloven skal reguleres på samme måde.
  • Efter partiregnskabsloven skal de politiske partier, der har været opstillet til det senest afholdte valg til Folketinget eller Europa-Parlamentet, årligt aflægge regnskab over landsorganisationens indtægter og udgifter, herunder private bidrag. Regnskabet skal senest 12 måneder efter regnskabsårets afslutning indsendes til Folketinget, som offentliggør regnskabet. Regnskabet skal i dag være underskrevet af partiets ledelse, men der stilles efter loven ikke et krav om, at regnskabet skal være godkendt af en revisor, som er godkendt i henhold til revisorloven. Med forligsaftalen indføres et sådant krav.
  • Det kan undertiden give anledning til tvivl, hvornår der er tale om støtte, der er omfattet af den eksisterende regulering i partiregnskabsloven og partistøtteloven. For at afhjælpe dette er det et led i forligsaftalen, at Økonomi- og Indenrigsministeriet udarbejder en vejledning, som vil indeholde detaljerede retningslinjer for forståelsen af reglerne.

Regeringen vil i folketingssamlingen 2016-17 fremsætte lovforslag, der gennemfører de elementer i forligsaftalen, der kræver lovgivning.

Foto : Anders Hviid

Forfatter

Related posts

Top