Afsløring af programmet for Regentparrets besøg på Mors

Regentparret kan se frem til en eksklusiv blanding af ø-rige oplevelser, seværdigheder og virksomheder, når de besøger Mors torsdag 4. september.

Regentparret kommer på en eventyrlig rejse gennem romantisk blomsterpark, forrygende papegøjeshow og innovativ arkitektur. De får nærkontakt med baby-østers, erfarer hvordan der arbejdes med perle-design og landbrugsmaskiner, oplever intenst teatershow og ser et samfund i forandring – gennem kunstneren Kirsten Kleins linse.

– Vi glæder os til at byde velkommen til et unikt program, som er helt karakteristisk for Mors. Det bliver også en stor festdag for morsingboerne og besøgende. De kan blandt andet glæde sig til at se H.M. Dronningen og H.K.H. Prinsgemalen køre i åben karet gennem Nykøbing, opleve Gardehusarregimentets 52 heste eskorterer Regentparret og nyde Prinsens Musikkorps i gågaden, fortæller Borgmester i Morsø Kommune Hans Ejner Bertelsen.

Besøgssteder skal vise øens særkender
Der er valgt en kombination af besøgssteder, som på hver deres vis er med til at karakterisere øens erhverv, særkende og vækstpotentiale.

– Regentparret kommer til at se et lille udsnit af de mange kreative aktører, seværdigheder, innovative tiltag og markedsledende virksomheder, som sammen med en smuk natur er med til at definere vores ø. Eksempelvis betyder de egnsspecifikke forhold for Dansk Skaldyrcenter og Vilsund Blue – sammen med tiltag som Skaldyrsfestivalen og Østers- og Muslingepremieren, at vi kan være med til at fremme nydelsen af skaldyr og øge kendskabet til Mors som Danmarks Skaldyrshovedstad, fortæller Borgmester Hans Ejner Bertelsen.

Ruten har desuden flere kreative og utraditionelle indslag som blandt andet besøg på en perlevirksomhed, et nytænkende zoo-anlæg og et anerkendt egnsteater. I det følgende er der en kort opridsning af programpunkter og besøgssteder:

Rådhus, Faneborg og karetkørsel indleder Regentparrets besøg
Regentparret modtages på torvet ved det Gl. Rådhus kl. 10 af modtagelseskomiteen, Prinsens Musikkorps og Faneborg. Regentparret vil desuden kunne skue til en statue af Dronningens tipoldefar Kong Christian IX, som våger over Rådhustorvet. Efter velkomsten går turen i åben karet gennem gågaden og ud ad Strandvejen eskorteret af Gardehusarregimentets 52 heste med gardehusarer i gallauniformer og børn med vinkende flag.

Maritimt besøg hos Dansk Skaldyrcenter og Vilsund Blue
De næste besøgssteder knytter sig til de egnsspecifikke forhold og vækstmuligheder i Limfjordsområdet, idet Dansk Skaldyrcenter besøges kl. 11:30 hvorefter nabovirksomheden Vilsund Blue tager imod kl. 11:50. Dansk Skaldyrcenter forsker i såvel de sundhedsmæssige aspekter af skaldyr som i nye produktionsformer og miljø, mens Vilsund Blue er markedsledende producent af skaldyr.

Officiel frokost ved Sallingssund Færgekro
Herefter går turen i bil til Sallingsund Færgekro, hvor Morsø Kommune byder på den officielle frokost kl. 12:40 og en time frem. Omkring 100 gæster er særligt inviteret som anerkendelse for deres forskellige bidrag til Mors. Sallingsund Færgekro har tidligere stået for Dronningens 70-års fødselsdagsmiddag – ligesom kroen arrangerede frokost i forbindelse med Regentparrets besøg på Mors i 1993 og 1999.

Øens største turistattraktion i eventyrlige omgivelser
Efter frokosten kører Regentparret i karet videre gennem naturskønne Legind Bjerge til Jesperhus Feriepark, hvor de ankommer kl. 14. Her skal de opleve øens største turistattraktion med den blomstrende park, papegøje-show samt det ændrede zoo-anlæg, som på nye præmisser viser positive og overraskende resultater for dyrevelfærden. Der vil være gratis adgang frem til kl. 13 – hvorefter der af logistiske årsager lukkes for nye besøgende et par timer frem til kl. 15. Morsø Kommune inviterer alle skolebørn på Mors gratis og sørger for bustransport.

H. M. Dronningen ser på kreativitet og innovation
Dronningen fortsætter herefter mod Morsø Afklaringscenter hvor Dronningen modtages kl. 14:40 og skal se hvordan innovativ arkitektur og nye metoder kan være med til sikre en mere helhedsorienteret og effektiv behandling af borgeres sygdomsforløb.

Dronningen besøger derefter HAMA kl. 15:15, som siden sin spæde start i 1961 har begejstret og motiveret børn til at være kreative med perler. Her vil Dronningen komme helt tæt på designprocessen og den praktiske produktion. Virksomheden eksporterer i dag til mere end 50 lande.

H. K. H. Prinsgemalen har fokus på Egnsteater og Landbrugsmaskiner
Det anerkendte egnsteater Limfjordsteatret byder blandt andet kl. 14:40 Prinsgemalen på smagsprøver af deres forestillinger, hvor Prinsgemalen kommer i nærkontakt med skuespillerne. Derefter besøger Prinsgemalen HE-VA, som er førende inden for udvikling og produktion af landbrugsmaskiner i Danmark. Produktionen fastholdes i Danmark og ca. 85 % af omsætningen eksporteres til mere end 30 lande.

Morsø Kunstforening og Kirsten Klein
Regentparret samles igen ved Morsø Kunstforenings nye udstillingslokaler og skal se en særudstilling af kunstner og fotograf Kirsten Klein. Hun er blandt andet tidligere blevet hædret med Thorvaldsen Medaillen, som er den højeste udmærkelse Det Kongelige Akademi for de skønne Kunster, Akademiraadet, kan tildele en billedkunstner.

Besøget på Mors afsluttes med afskedstale ved Borgmester Hans Ejner Bertelsen foran Morsø Kunstforening. Om aftenen byder Regentparret særligt inviterede til souper på Kongeskibet Dannebrog, som lægger til ved Hanstholm Havn.

Imens fester hele Mors til Galla Royal, hvor man kan nyde en udsøgt menu baseret på den menu, der samme dag bliver serveret for Regentparret under kommunens officielle frokost. Her vil der igen være underholdning med Prinsens Musikkorps, som ledsages af solisterne Simone og Stig Rossen. Det foregår i Jyske Bank Arena Mors og billetter kan købes på turistkontoret.

Regentparrets fælles program
Kl. 10:00 – Modtagelse på Det Gl. Rådhus – musik, Faneborg mv.
Kl. 11:00 – Karetkørsel gennem byen med eskorte
Kl. 11:30 – Dansk Skaldyrcenter
Kl. 11:50 – Vilsund Blue
Kl. 12:40 – Frokost på Sallingsund Færgekro
Kl. 13:40 – Karetkørsel
Kl. 14:00 – Jesperhus Feriepark

H. M. Dronningens program
Kl. 14:40 – Morsø Afklaringscenter
Kl. 15:15 – HAMA

H. K. H. Prinsgemalens program
Kl. 14:40 – Limfjordsteatret
Kl. 15:15 – HE-VA

Regentparrets fælles program
Kl. 15:50 – Morsø Kunstforening (Kirsten Klein udstilling)
Kl. 16:10 – Borgmesterens afskedstale foran Kunstforeningen.

Radio Limfjord PLUS sender hele dagen REGENT RADIO med direkte interviews, stemningsbilleder, reportager mv. overalt fra øen med Leon Sørensen, Erik Schiøtt og Christian Kjeldsen ved mikrofonerne.

Forfatter

Related posts

Top