Afsætter 1 mio. skattekroner til maling af privatejet silo

Når byrådet i Struer som ventet i aften vedtager næste års budget, er der særligt ét punkt der springer i øjnene.

Der er nemlig afsat intet mindre end én million kroner til maling af den store DLG-silo på havnen i byen. Det skriver Dagbladet Struer.

Beslutningen er blevet taget med et bredt ønske i kommunalbestyrelsen om, at forskønne havenarealet:

– Sammen med det gamle vandtårn i Tårngade er det byens vartegn, og især når man kommer ind mod Struer fra Vinderup er det noget af det første, man ser, siger borgmester Niels Viggo Lynghøj (S) om baggrunden for at ville bruge kommunale skattekroner på at få siloen malet.

Privatejet men på lejet jord
Selvom siloen er privatejet, er det Struer Kommune og havnen, der hænger på regningen.

Det indgik nemlig som en betingelse i kontrakten, da DLG-siloen blev solgt, og da den stadigvæk er placeret på lejet jord, vil en eventuel nedrivning også skulle ske på udlejers regning.

Foto: Anders Trærup

Forfatter

Related posts

Top