Afgrøder rådner og gylle hober sig op i det våde vejr

Det våde vejr giver problemer for landmændene.

De store mængder vand hen over efteråret og i begyndelsen af året betyder, at afgrøder, der blev plantet i efteråret, flere steder rådner.

Jorden kan ganske enkelt ikke opsuge mere væde. Resultatet kan blive, at afgrøderne skal kasseres, og markerne sås om. Men ikke nok med det.

Hos mange landmænd med husdyrproduktion bugner gyllebeholderne.

Selv om det fra 1. februar er muligt at køre gyllen ud, kan det ikke lade sig gøre, fordi markerne er ufremkommelige for traktorer og gyllevogne.

Normalt falder der 43 millimeter nedbør i februar. Men mange steder er der ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) allerede faldet mere end 100 millimeter.

Ifølge DMI er der ikke udsigt til vedvarende tørvejr i den nærmeste fremtid.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top