Afgrøder går ned med stress i det ekstremt våde vejr

Veje, sommerhusområder og marker står under vand i det vådeste efterår nogensinde – ikke siden man begyndte at måle klimaet i 1874, er der faldet så meget regn på denne årstid.

Især i Vest- og Nordjylland er den gal. Det er også her, at vintersæden lige nu står og drukner, men den det er ikke kun landmænd, som stresser over de usædvanlige forhold. Også afgrøderne er ramt af stress, siger professor ved Aarhus Universitet Carl-Otto Ottosen, som forsker i planters modstandskraft over for klimaændringer.

– Forrige sommer havde vi det usædvanligt varmt og tørt, senere fik vi en meget kold og tør april, og nu har vi så det vådeste efterår nogensinde. Det er stress-faktorer, som gør, at en del afgrøder hæmmes eller dør. Den vandmætning, der er i jorden lige nu, vil slå mange planter ihjel, siger forskeren til Kristeligt Dagblad.

Det er netop sådanne ekstremer, han og kollegerne ved institut for fødevarer udsætter en lang række sorter for.

– Oprindeligt begyndte vi med varmestress. Det var egentlig mest for sjov, men det ændrede sommeren 2018 på. Det bliver mere og mere relevant at se på planters klimatolerance, siger Carl-Otto Ottosen.

Jørgen Olesen, der er professor på institut for agro­økologi, også ved Aarhus Universitet, påpeger, at det er et presserende samfundsproblem, at Danmark har svært ved at slippe af med alt det vand, der falder som regn, stiger op som grundvand og blæser ind fra fjorde og kyster.

– Danmark er under forandring, og der vil være områder, hvor det bliver sværere at dyrke og bo. Man kan selvfølgelig overveje at grave kanaler ud ligesom i Holland for at komme af med overskudsvandet, men det er en diskussion, der er rigtig svær at tage, for det vil ændre hele vores billede af, hvordan det danske landskab ser ud, siger han.

Forfatter

Related posts

Top