Ældreråd ønsker at åbne for besøg fra nær familie på plejehjem

Ældre på landets plejehjem bør kunne få besøg igen, også selv om store dele af samfundet stadig er lukket på grund af coronavirus.

I hvert fald hvis det står til organisationen Danske Ældreråd, som ønsker besøgsforbuddet på plejehjem lempet. Organisationen er nemlig bekymret for beboernes helbred, når de ikke får lov at få besøg.

– Vi oplever, at nedlukning har nogle store konsekvenser for de ældre borgere netop nu i form af social isolation, ensomhed og manglende fysisk aktivitet.

– Det gælder ikke mindst for de mennesker med demens, som ikke kan forstå, hvorfor de ikke må se for eksempel deres ægtefælle, som de plejer, siger formand Mogens Rasmussen.

Der er ældreråd i alle landets kommuner. Landsorganisationen har spurgt de 98 ældreråd om det nuværende forbud mod at besøge ældre på plejehjem. 68 af dem har besvaret rundspørgen, og af dem mener 41, at det er på tide at lempe reglerne for besøg.

Danske Ældreråd har fremsat seks forudsætninger, som ifølge organisationen bør opfyldes, for at reglerne kan lempes.

Det er blandt andet, at kun den eller de nærmeste bør få lov at komme på besøg. Desuden skal alle besøg aftales på forhånd, og besøgene skal så vidt muligt finde sted udendørs.

Kommunerne, Ældre Sagen og andre organisationer var fredag til møde med Sundhedsstyrelsen om, hvordan pårørende kan komme på besøg på plejehjem. Det er endnu ikke aftalt, hvordan det er muligt.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top