Af Jens Dahlgaard (Socialdemokratiet), Jette Jepsen (Radikale Venstre) og Keld Kortegaard (Det Konservative Folkeparti) på Mors.
Ole Juul Lajgaard fra Enhedslisten stiller fire konkrete forslag om livestreaming fra kommunalbestyrelsesmøderne, mulighed for både borgerspørgsmål og borgerforslag samt mere åbenhed omkring budgetlægningen i Morsø Kommune. Det er fire gode forslag til at lukke vores lokaldemokrati op. Der er ingen tvivl om, at hvis vi skal gøre vores lokalpolitik spændende og nærværende, så er input og deltagelse fra borgerne nøgleordene. Vi skal turde tage de politiske snakke med befolkningen – også når beslutningerne gør ondt.
Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti går meget gerne ind i en dialog omkring alle fire punkter. Forslagene passer rigtig godt ind i vores samtaler med borgerne under ”Tour de Mors” med ABC-holdet. Vi har sagtens kunne mærke lysten fra morsingboerne til at deltage i lokaldemokratiet i alle seks byer, vi har besøgt indtil videre. Lad os fortsætte dette åbne demokrati og den tætte dialog med borgerne efter valget i november.
Foto : ABC