Aalborg-læger: Blodprop i lungen kan nu suges ud gennem lysken

En stor blodprop i lungen kan være både livsfarlig og svær at behandle. Men fremover får nordjyske patienter adgang til en ny og langt mindre invasiv behandling, hvor selv genstridige blodpropper kan fjernes ved at blive suget ud gennem lysken.

På Aalborg Universitetshospital har et specialiseret team i sidste uge behandlet den første patient med den nye teknologi. Indgrebet ledes af Bent Raungaard, ledende overlæge ved Hjertemedicinsk Afdeling.

– Det var en vellykket operation, hvor patienten allerede efter få timer var på benene igen – og med en klar forbedring af parametre som iltmætning og blodtryk i lungekredsløbet, fortæller Bent Raungaard.

En blodprop i lungen opstår ofte, når en blodprop fra benene river sig løs og føres med blodbanen til lungerne. Langt de fleste patienter behandles med blodfortyndende medicin, og i alvorlige tilfælde suppleres der med blodpropopløsende behandling.

Men den medicinske behandling er ikke altid tilstrækkelig. Hidtil har nogle patienter derfor været henvist til en åben operation, hvor blodproppen fjernes kirurgisk.

– Sådan et indgreb er omfattende og ikke uden risiko for komplikationer, og for svækkede patienter er en operation ikke altid forsvarlig. Derfor er det enormt glædeligt, at vi nu har denne mindre invasive mulighed, siger Bent Raungaard.

Den nye metode foregår ved, at en slange føres ind gennem blodbanen i lysken og op til lungen, hvor blodproppen fjernes ved sug. Teknologien har i det seneste år vundet indpas på flere af landets hjertecentre, og med indførelsen på Aalborg UH er alle regioner nu dækket.

Ifølge Bent Raungaard vil omkring 10 til 12 nordjyske patienter årligt kunne få gavn af behandlingen.

– Det er patienter, som vi tidligere ikke havde mulighed for at behandle optimalt, og som ellers risikerede at leve videre med for eksempel hjertesvigt eller forhøjet tryk i lungekredsløbet med åndenød, nedsat funktionsniveau og træthed til følge. For dem kan den nye procedure gøre en stor forskel, siger han.

Med den nye teknologi får nogle af de mest alvorligt ramte patienter nu en markant bedre chance for både overlevelse og livskvalitet.

af Redaktionen

Seneste Nyt

Relaterede artikler

Job & Erhverv, Thy, Topnyheder

Wool Days Thy lukker efter millionunderskud: 2026 blev sidste festival i Hurup Thy

Wool Days Thy stopper efter tre festivaler i Hurup Thy. Mere end en million kroner i underskud betyder, at strikkefestivalen ikke fortsætter.
2 min read
Sport, Thy, Topnyheder

Fantastiske forhold ved Danish Open Championship i Klitmøller

Store bølger og stabil vind gav windsurferne optimale forhold ved første dag af Danish Open Wave and Freestyle Championship i Klitmøller.
2 min read
Mors, Topnyheder

Morsø Forsyning efterlyser ejer af hundedyr tandprotese

Morsø Forsyning har fundet en tandprotese, der sandsynligvis er ankommet med en slamsuger. Nu efterlyses ejeren på Facebook.
1 min read

Hjælp os med at dække din by
– Tip os om nyheder!

Så er du med til at hjælp os med at dække de vigtigste historier i dit lokalområde.