Åbent landbrug i Thy og på Mors

Hvad gør danske landmænd for klimaet? Det kan du få svaret på søndag den. 15. september når mere end 60 landmænd over hele landet tager imod nysgerrige danskere der gerne vil vide, hvordan danske landmænd kan producere fødevarer i verdensklasse med mindst mulig klimapåvirkning.

Et af de steder du kan besøge er kvægbruget ved Lene og Kristian Nielsen i Snedsted fra kl. 10-16. Her kan dyrene opleves på tæt hold, og der er flere spændende aktiviteter for børn, bl.a. leg i korn og halm, malke en ko og mulighed for at få en køretur i en traktor.

Også Morsø Landbrugsskole inviterer indenfor.

-Vi vil gå forrest i arbejdet for at skabe en endnu mere klimaeffektiv fødevareproduktion og fremlagte i foråret en vision om at det danske fødevareerhverv skal være klimaneutralt senest i 2050. Derfor er det vigtigt at vi sikrer en endnu mere klimaeffektiv produktion. Nogle af metoderne til det kender vi allerede i dag og det er dem, vi gerne vil vise danskerne til Åbent Landbrug, siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

Sidste år brugte 73.300 danskere landet over deres søndag på at se, hvordan et moderne dansk landbrug ser ud. I år er der plads til, at endnu flere danskere selv kan se, hvorfor danske fødevarer er eftertragtede verden over, og hvordan danske landmænd arbejder på at få en mere klimavenlig produktion.

Åbent Landbrug er gratis. Læs mere her www.aabentlandbrug.dk.

Forfatter

Related posts

Top