Åbent borgermøde: Bliv klogere på Statens Museum for Kunst’s afdeling i Thy

Selvom der kan synes længe til den officielle åbning af Statens Museum for Kunst’s (SMK) kommende lokalafdeling i Thy 2020, skal thyboerne ikke vente længe på at opleve de første aktiviteter på Doverodde Købmandsgaard.

På fredag inviterer SMK og Thisted Kommune nemlig til et åbent borgermøde for at blive klogere på thyboernes ønsker til det nye museum.

– Det er ikke besluttet, hvordan museet skal se ud, indrettes, eller hvilke udstillinger der skal være. Men vi vil gerne i dialog med thyboerne om, hvordan vi skaber et helt særligt museum, siger Mikkel Bogh, der er direktør på SMK.

Borgermødet vil ikke være et traditionelt borgermøde i den forstand, at det kun er borgerne, der stiller spørgsmål. Her vil der også blive stillet spørgsmål til borgerne – og der vil være tre thyboere, som holder tale om deres drømme for det nye museum.

Borgermødet finder sted kl. 15.00-17.00 og er åbent for alle.

Guld på Købmandsgaarden
Efter borgermødet åbnes der for arrangementet ”Guld på Købmandsgaarden”, hvor Mikkel Bogh står klar til at undersøge thyboernes kunstgenstande og fortælle, hvad det er for en historie, der ligger bag dem. Alle thyboere kan tage en kunstgenstand med – som fx et maleri, et fotografi eller en skulptur – som de gerne vil have direktøren for SMK til at undersøge.

– Jeg er utrolig spændt på at se, hvad det er for kunstgenstande, der bor ude i thyboernes hjem. Og jeg håber, at jeg kan være med til at fortælle, hvilke historier og tendenser der gemmer sig bag genstandene, fortæller han.

Guld på Købmandsgaarden finder sted kl. 17.00-19.00, og alle er velkomne.

Masser af aktiviteter i efterårsferien
Der er arrangeret en lang række aktiviteter for store og små i efterårsferien – læs mere om dem på Facebookgruppen SMK Thy – Statens Museum for Kunst i Thy.

 

Forfatter

Related posts

Top