Gå- og vandreture har det seneste corona-år været en af de nemmeste måder at mødes med familie og venner på.
Nu har Google Maps i samarbejde med vandreorganisationen Dansk Vandrelaug gjort det nemmere at finde vandrestier i naturen.
Google har nemlig indtegnet 288 vandrestier -herfra flere lokale – i det digitale kort, som Dansk Vandrelaug har udpeget. Det skriver Google Danmark i en pressemeddelelse.
I praksis betyder det, at der dukker røde markeringer med et vandresymbol op i kortet, når man søger på “vandreområder”.
– Eksperterne har lavet et fremragende benarbejde i forhold til at udvælge og kortlægge netop de ruter, som viser den alsidige danske natur og fortæller gode lokalhistorier. Vi er glade for at kunne gøre dem mere tilgængelige, så de fremover blot er få klik væk, siger Jesper Vangkilde, kommunikationschef i Google i Danmark.
Stierne er udvalgt ud fra forskellige kriterier og opdelt i forskellige typer. De bedste kategoriseres som er kvalitetsstier og er certificeret af Dansk Vandrelaug. De skal byde på naturoplevelser og være langt fra befærdede veje.
Fakta
De 288 stier består af tre forskellige typer af stier.
Kvalitetsstier er certificeret af Dansk Vandrelaug ud fra en række kriterier. De skal byde på naturoplevelser, være langt fra befærdede veje, og start- og slutpunktet skal enten være ens eller forbundet med offentlig transport.
Kløverstier er udviklet af Friluftsrådet og har det fællestræk, at man fra ét centralt udgangspunkt kan gå, løbe og cykle en tur på fire forskellige distancer. På ruterne er der fortællinger om de steder, man passerer.
Spor er vandrestier etableret på baggrund af frivillige aftaler mellem lodsejere og organisationen SPOR. Ruterne kan fx gå gennem marker, skove og skal give danskerne mulighed for at opleve sider af naturen.
Du finder stierne ved at søge på ordet ‘vandreområde’. Du kan også vælge at søge specifikt på kvalitetssti, kløversti eller spor vandreområde.
LÆS OGSÅ:
Gratis coronavandringer på Mors: – Ikke caminoen, men tæt på!