Sjov dag på og i vandet ved Doverodde

Sportsdykkerklubben Limfjorden fra Hurup havde i lørdags arrangeret en sjov og action fyldt dag på og i vandet ved Doverodde.

Selvom sigtbarheden under vandet mest af alt kan sammenlignes med kakaomælk, så fik klubbens 14 juniorer alligevel en smagsprøve på oplevelserne under vandoverfladen, da hele 3 erfaren dykkere ledsagede dem på en tur langs bolværket i Doverodde havn. Desværre havde de seneste dages vind fra nordøst gjort sigtbarheden meget ringe, men juniorerne fik alligevel en fed oplevelse under vandet, fortæller initiativtager og formand Niels Johansen, der samtidig glæder sig over den store opbakning.

Arrangementet er kommet i stand efter at Dykkerklubben Limfjorden har ansøgt Sparekassen Thys Coronapulje, hvorved der er tildelt 7.500 kr. til kickstart af foreningslivet efter Corona. Niels Johansen fortæller videre at ideen med arrangementer er at give juniorerne en fed oplevelse, herunder ikke mindst at styrke fællesskabet, der er et vigtigt element i bl.a. dykkersporten. Det er vigtigt de kender deres egene og hinandens begrænsninger, da de skal kunne fungere sammen under vandet, når de på længere sigt skal fortsætte med at tage certifikater indenfor dykkersporten, fortæller Niels Johansen.

Foto: Dykkerklubben Limfjorden

Forfatter
Top