9-årig pige opdagede indbrudstyv i stuen

En 9-årig pige fra Østerild fik sig forleden en slem forskrækkelse, da en fremmed mand pludselig stod i stuen.

Pigen var alene hjemme og befandt sig på sit værelse, da familiens hund begyndte at gø. Derfor gik pigen ud fra værelset for at se hvad der foregik, og i stuen så hun en fremmed mand stå ved familiens computer. Pigen blev så forskrækket at hun fór tilbage på sit værelse, hvorefter den fremmede mand forsvandt.

Manden menes at være kommet ind gennem den ulåste hoveddør. Umiddelbart blev intet stjålet. Pigen har desværre ikke været i stand til at give politiet et signalement af den fremmede mand.

– Hun blev så forskrækket, at hun bare vendte om og løb ind på værelset igen, fortæller Jørgen Jensen, politikommissær ved lokalpolitiet i Thisted.

Den uhyggelige episode udspillede sig i en villa på Lavavej i Østerild mandag ved 13-tiden.

Foto: Politi.dk

Forfatter

Related posts

Top