7-årige Anna tildelt Danske Beredskabers Hæderslegat

Den bare 7-årige Anna Østergaard Rønn Christensen fra Nors i Thy blev torsdag eftermiddag tildelt Danske Beredskabers Hæderslegat.

Da der udbrød brand i familiens hus den 27.oktober 2019, reagerede hun nemlig både hurtigt og korrekt og sørgede for, at alle personer i huset, blev reddet ud i tide.

Danske Beredskaber, der er sammenslutningen af beredskaberne i Danmark, uddeler hvert år et hæderslegat til personer, der med usædvanlig handlekraft og mod, har reddet menneskeliv og ejendom i forbindelse med en brand.

Diana Sørensen, der er direktør i Nordjyllands Beredskab, var glad for at kunne overrække prisen til Anna Østergaard Rønn Christensen.

– Der er ingen tvivl om, at hendes indsats har været forbundet med livsfare, og det viser, at alder ikke betyder noget, når det kommer til at gøre en forskel. Hun fortjener stor ros og anerkendelse, udtaler Diana Sørensen.

Pludselig var huset fyldt af røg
Branden i familiens hjem opstod en søndag formiddag, mens Anna var alene hjemme med sin storesøster og en bonussøster.

Anna’s mor og bonusfar var gået en kort tur få minutter fra hjemmet.

Anna Østergaard Rønn Christensen sad på sit eget værelse på 1. sal, mens storesøsteren og veninden var på et andet værelse med lukket dør. Pludselig opdagede hun, at hendes værelse blev fyldt med sort røg.

– Jeg har været meget spændt på i dag, og jeg er rigtig glad, fortalte Anna Østergaard Rønn Christensen da hun modtog sin velfortjente hæder.

Gnister fra ilden i pejsen i stueetagen havde ramt en sækkestol, og der var kraftig røgudvikling.

Den dengang seksårige Anna Østergaard Rønn Christensen havde været til 112-dagen, der udbydes i et samarbejde mellem SSP, Beredskabsstyrelsen, Nordjyllands Beredskab, Falck og Nordjyllands Politi. Her bliver børn undervist i, hvad de skal gøre i alvorlige situationer.

Og selvom der var røg over det hele den morgen i oktober, holdt hun hovedet koldt og huskede, hvad hun havde lært.

Ingen reagerede på hendes banken
Hun skyndte sig hen til storesøsterens værelse, hvor hun bankede på døren for at fortælle dem, at der var røg. Men pigerne reagerede ikke på hendes banken.

– Jeg kunne huske fra 112-dagen, at jeg skulle få nogen til at hjælpe mig, men der var ikke nogen, så jeg skyndte mig ud for at finde nogen, fortæller Anna Østergaard Rønn Christensen.

Hun tog sin cykelhjelm på og cyklede hurtigt afsted for at hente hjælp. Kort derfra mødte hun sin mor og bonusfar, der straks ringede efter hjælp og løb tilbage til huset for at redde de to piger ud.

Kort tid efter ankom Nordjyllands Beredskab til adressen. Hele familien blev tilset for røgforgiftning, men der var ikke nogen, der var kommet noget alvorligt til.

En stolt morfar
Det er Anna Østergaard Rønn Christensens morfar, der har indstillet barnebarnet som mulig modtager af hæderslegatet. Han er meget stolt over hendes indsats.

Anna Østergaard Rønn Christensen sammen med sin morfar. Pressefoto

– Det er fantastisk, at en pige på 6 år reagerer så flot. Det er helt sikkert takket være 112-dagen, at hun vidste, hvordan hun skulle reagere. Hun holdt hovedet koldt og huskede det hele, og det er simpelthen så flot, siger Ib Rønn Pedersen.

Prisen blev overrakt af borgmester i Thisted Kommune, Ulla Vestergaard (S), der er taknemmelig for, at Anna Østergaard Rønn Christensen hørte så godt efter til 112-dagen, som er støttet af Thisted Kommune.

– Vi kan sørge for, at børn og unge får viden om, hvordan de skal reagere i nødsituationer, men det er udelukkende takket være Annas store mod, at den viden blev gjort til handling, siger Ulla Vestergaard (S).

Nordjyllands Beredskab håber også, at Anne Østergaard Rønn Christensens historie kan være med til at sætte fokus på vigtigheden af brandsikkerhed og hurtig alarmering via 112, hvis uheldet er ude.

Med hæderslegatet følger et pengebeløb på 10.000 kroner.

Forfatter

Related posts

Top