6 nye lejere siden sommer: Flere og flere vælger kontorlandskab

Det summer af liv i de gamle Oticon-bygninger i Tilsted uden for Thisted. Et af stederne er i kontorfællesskabet Thy og Co., hvor man har budt velkommen til mange nye virksomheder.

For blot få år siden var der ellers ikke meget liv at spore i bygningerne efter Oticon-fabrikken lukkede. Men nu har flere små og mellemstore virksomheder deres daglige gang  Thy Huset, som bygningerne i dag bliver kaldt.

Det er Thy Erhvervsforum, som driver kontorfællesskabet hvor iværksættere, selvstændige, små virksomheder og studerende kan leje kontorpladser og blive en del af fællesskabet.

– Vi mærker en stor interesse i kontorfællesskabet. Alene siden sommer har vi budt velkommen til seks nye lejere, fortæller erhvervschef Mikkel Johansen. Ifølge ham går den øgede interesse også hånd i hånd med den positive erhvervsudvikling, der er i Thisted Kommune.

– Når der er god stemning omkring erhvervslivet i kommunen, giver det flere lyst til at springe ud i livet som selvstændig. Her i Thy og Co. kommer man til at sidde skulder om skulder med Thy Erhvervsforum, kommunens erhvervsafdeling og mange andre virksomheder, som er klar til at hjælpe. Det giver en tryghed for nystartede virksomheder, men også til de etablerede virksomheder, som har en plads her.

Ikke bare en kontorplads
Formålet med kontorfællesskabet er at give selvstændige og små- og nystartede virksomheder muligheden for at blive en del af et fællesskab, hvor sparring og rådgivning er i centrum.

– Det unikke ved at have en kontorplads i Thy og co. kontorfællesskabet er, at man naturligt bliver en del af et fællesskab og netværk, hvor man sparrer med hinanden – også selvom man arbejder inden for forskellige brancher. Desuden har lejerne let adgang til rådgivning hos vores erhvervskonsulenter, som de sidder side om side med, siger erhvervschefen.

I Thy og Co. kontorfællesskabet er det er både muligt at leje en fast kontorplads, en dagsplads eller få en gratis plads som studerende. Alt sammen noget, man kan læse mere om på www.thyogco.dk.

Forfatter

Related posts

Top