50 unge på rundtur på Hanstholm Havn

En række lokale aktører blandt andre MARVOD og Dansk Metal, var i går værter for 50 folkeskoleelever for at sætte fokus på de maritime uddannelses- & jobmuligheder i den nordjyske maritime industri.

De unge fra Hanstholm Skole og Hanstholm Friskole samt fire skole/praktikelever fra EUC NordVest besøgte virksomhederne Hanstholm Skibssmedie ApS, North Sea Yard A/S (Dokken), Imers Industrimontage Aps samt bølgeenergianlægget WaveStar og fik en introduktion til den maritime industri. I løbet af dagen mødte de også andre unge, der til dagligt arbejder i miljøet.

– Det har været meget interessant og et godt program, hvor tingene er blevet forklaret, så man kan forstå det. Jeg har lært noget nyt om, hvad der sker på havnen, fortalte Fillip Olesen, 9. klasses elev fra Hanstholm Friskole.

Og besøget er en rigtig god ide.

– Det har været fint at være med rundt at se virksomhederne og vi fik et godt indtryk af, hvad der foregår i de maritime virksomheder på havnen. Jeg tror, at især drengene har fået et billede af nogle muligheder, siger Bente Thinggaard, klasselærer for 9. klasse på Hanstholm Skole.

Hanstholm Skibssmedie 3

Virksomhederne har også fået udbytte af dagen.

– Jeg deltager af flere grunde: dels for at åbne elever og læreres øjne for mulighederne i branchen, sikre den fremtidige arbejdskraft samt blive klogere på, hvordan jeg som arbejdsgiver/virksomhed kan blive mere attraktiv overfor de unge, så jeg får de bedste i lære, siger Jesper Petersen, ejer af Hanstholm Skibssmedie.

Og det er netop det, arrangementet skal kunne.

– Den maritime branche i Nordjylland forventer fortsat stigende vækst – bl.a. i forbindelse med de igangværende havneudvidelser – og ønsker derfor at tiltrække flere dygtige unge til branchen og øge udbuddet af faglært arbejdskraft, som der forudsiges en mangel på i fremtiden. Med dette arrangement ønsker vi i højere grad at åbne de unges øjne i forhold til et maritimt karrierevalg, siger Christine Lunde, direktør i MARCOD.

Arrangementet er afholdt i samarbejde mellem det maritime brancheudviklingscenter MARCOD, Dansk Metal, Danske Maritime, World Careers, Maskinmestrenes Forening samt Thy Erhvervsforum.

Arrangementet afholdes som en del af Danish Maritime Days (DMD). DMD foregår i uge 41. I løbet af ugen afholdes der forskellige maritime arrangementer, konferencer, udstillinger og virksomhedsbesøg rundt omkring i Danmark for at vise, hvad den maritime industri i Danmark har at byde på. Som en del af Danish Maritime Days ønsker Dansk Metal og MARCOD sammen med en række samarbejdspartnere at sætte fokus på maritime uddannelses – og job¬muligheder i Danmark.

Forfatter

Related posts

Top