47 historiske skibe sætter kurs mod Limfjorden

Der bliver igen masser af liv på Limfjordens havne, når Limfjorden Rundt fra 7. til 13. september lægger fra land med 47 deltagende skibe.

De historiske fartøjer sejler gennem Løgstør, Thisted, Struer, Nykøbing Mors, Fur og Skive, hvor publikum får mulighed for at komme tæt på skibene og besætningerne.

– Det er først og fremmest fællesskabet og oplevelsen af de gamle skibe, der gør Limfjorden Rundt til noget særligt. Vi får igen i år en flot blanding af skibe og besætninger fra både Danmark og udlandet, siger Brian Amtoft fra Limfjorden Rundt.

Skærpet konkurrence

I år bliver der samtidig mere at sejle om for de største fartøjer.

De to største deltagerklasser er nemlig slået sammen til én klasse. Det betyder, at flere af de store skibe kommer til at konkurrere direkte mod hinanden på de enkelte etaper og i den samlede stilling.

– Konkurrencen er en vigtig del af sejladsen, selv om det selvfølgelig også handler om godt sømandskab og om at holde den maritime kulturarv levende. Den nye klasseinddeling kan forhåbentlig give endnu mere spænding blandt de største skibe, siger Brian Amtoft.

Jubilæum i Skive

Årets sejlads slutter i Skive, hvor ankomsten bliver en del af byens fejring af 700-års jubilæet som købstad.

Samtidig er arrangørerne allerede begyndt at kigge frem mod 2027, hvor Limfjorden Rundt kan fejre 40-års jubilæum.

Under årets sejlads bliver der blandt andet optaget materiale til en jubilæumsfilm, der skal fortælle historien om sejladsen og sætte fokus på skibene, besætningerne, havnebyerne og de mange frivillige.

– Vi er allerede begyndt at samle materiale til jubilæet. Limfjorden Rundt er blevet en stærk tradition, som gennem mange år har samlet både skibe, havnebyer, frivillige og publikum omkring Limfjordens maritime kulturarv, siger Brian Amtoft.

Arkivfoto : Brian Amtoft

af Christian Kjeldsen

Seneste Nyt

Relaterede artikler

Mors, Topnyheder

Rekordpublikum fejrede Limfjordens skaldyr: Jesper Knudsen tog 14. DM-guld i træk

Tusindvis af gæster strømmede til Nykøbing Mors under Østers- og Muslingepremieren 2026, hvor Jesper Knudsen igen skrev historie, verdensmester Bjarke Jeppesen imponerede publikum, og nye gastronomiske oplevelser satte rekordweekenden i feststemning.
3 min read
Kultur, Mors, Topnyheder

Østers-kongen siger farvel: Jesper Knudsen jagter sin 14. DM-titel i sin sidste konkurrence på Mors

Jesper Knudsen fra Grindsted kan fredag aften vinde sit 14. danske mesterskab i østersåbning. Men uanset resultatet bliver det hans sidste optræden ved DM under Østers- & Muslingepremieren på Mors.
3 min read
Mors, Sport, Thy, Topnyheder

Mors-Thy fik smæk af stærkt Sønderjyske-hold

Mors-Thy startede bedst, men Sønderjyske tog hurtigt kontrollen. Viktor Bergholt scorede otte mål, mens Thorsten Fries stod med 15 redninger i 34-24-sejren.
1 min read

Hjælp os med at dække din by
– Tip os om nyheder!

Så er du med til at hjælp os med at dække de vigtigste historier i dit lokalområde.