40.000 træer og buske plantet i Østerild

Et af landets længste skovbryn er netop blevet plantet ved det nationale testcenter for store vindmøller i Østerild Klitplantage.

– Det består af hjemmehørende træer og buske, og vi glæder os meget til, at det vokser til, siger projektleder Claus Rasmussen fra Naturstyrelsen i Thy til DR MidtVest.

Plantningen af det rekordlange skovbryn skal nu stabilisere den tilbageværende skov ved overgangen til det åbne forblæste landskab ved testcentret.

Skovbrynet overgås i størrelse kun af de allerstørste statslige skovrejsningsprojekter og vil med tiden tiltrække masser af insekter, fugle og hjorte.

Men Naturstyrelsen har også lavet omkring 50 nye vandhuller og sløjfet flere kilometer grøfter i området for at genskabe den oprindelige våde klithede.

Genskabelsen af den oprindelige klithede ved Østerild blev sat i gang i 2010 i forbindelse med etableringen af det nationale testcenter. Naturgenopretningen for ventes afsluttet i 2018.

Forfatter

Related posts

Top