34 årig bag 33 brande i Fjerritslev-området

En 34-årig mand er blevet tiltalt for at have påsat en lang række brande i området omkring Fjerritslev i Nordjylland sidste år. I alt er han tiltalt for 33 forhold, der alle drejer sig om brandstiftelse.

– Det er en meget special sag. Alene sagens omfang gør, at den skiller sig ud fra andre brandsager. Det er selvfølgelig også specielt, fordi det er et tidsmæssigt og geografisk indsnævret område, siger specialanklager Kim Kristensen ved Nordjylland Politi til Ritzau.

Brandene er ifølge anklagerne blevet påsat i en periode fra 16. april og frem til 23. november 2016.

Ved en af brandene 19. november var en 87-årig kvinde i overhængende livsfare, mener politiet.

Derfor er den 34-årige mand også tiltalt for kvalificeret brandstiftelse efter straffelovens paragraf 180. Det er en mere alvorlig bestemmelse end almindelig brandstiftelse og giver også en hårdere straf.

Den 34-årige mand, der nægter sig skyldig, er anklaget for at have påsat 32 brande og et forsøg på brand, da ilden gik ud i et af tilfældene.

Skader for millioner
Ved brandene har manden forårsaget skader for 1000 kroner og op til flere millioner kroner, fremgår det af anklageskriftet.

Manden satte blandt andet i oktober ild til et stråtækt sommerhus, hvor der skete skader for omkring 3,2 millioner kroner.

De syv måneder, hvor den 34-årige mand med mellemrum påsatte de mange brande, gjorde beboere i området utrygge, fortæller specialanklageren.

– Sagen skabte meget stor utryghed i lokalsamfundet, netop fordi det også var beboelsesejendomme, der blev udsat for brandstiftelse, fortæller Kim Kristensen.

Den 34-årige mand blev anholdt 28. november sidste år. Dagen efter blev han varetægtsfængslet.

Sagen, der skal køre i Retten i Hjørring, begynder 1. november, hvor der er afsat otte retsdage.

/ritzau/

Foto : Falck

Forfatter

Related posts

Top