3 tips til en god bilferie i udlandet

Når vi planlægger bilferie er der rigtig mange ting, man skal huske. Men særligt tre ting er det bedst at have styr på inden du krydser grænsen – uanset hvilket tidspunkt på året du skal på køreferie.

1: Husk advarselstrekant og veste
I mange lande er det ikke nok at have en advarselstrekant i bilen, som man skal bruge, hvis bilen er havareret. Det er også et lovkrav, at man har sikkerhedsveste i bilen til alle passagerer.

– Husk på, at vestene skal være klar til brug i kabinen. De må ikke ligge gemt i bagagerummet, for man skal kunne tage dem på inden man går ud af bilen. Vi opfordrer også til, at du medbringer førstehjælpskasse og pulverslukker på bilferien, siger salgschef Kristian Juel-Storgaard fra Topdanmark i Thisted.

2: Husk at betale afgift hjemmefra – og sæt mærkat på bilen
Flere og flere lande kræver, at man betaler en afgift for at køre på motorveje, og i nogle tilfælde skal man også betale en afgift for at køre ind i visse byer – fx hvis man kører i en dieselbil.

– Tjek derfor i god tid reglerne i de lande og byer, som I kører til eller igennem, og find ud af, hvor og hvordan du betaler og får mærkater til bilen. Nogle afgifter kan med fordel bestilles før rejsen, andre kan købes ved grænsen til det pågældende land, siger Kristian Juel-Storgaard.

3: Husk app’en, der viser SOS hvor du holder, hvis bilen går i stykker i udlandet
Danskere, der tager bilen på ferie i udlandet, kan downloade en app fra SOS, der gør det nemt at kontakte SOS International, hvis bilen går i stykker et sted i Europa. Bilejere, der er kunder i forsikringsselskaber der samarbejder med SOS, vil få udgiften dækket på bilens kaskoforsikring.

Med app’en følger flere fordele. Den måske vigtigste funktion er, at app’en kan oplyse, hvor man præcis befinder sig og sende fotos af skaderne direkte til SOS. Derved kommer den rette hjælp hurtigere frem og man undgår at skulle forklare sig på det lokale sprog.

– Hvis din bil går i stykker skal du bare kontakte SOS International via app’en for at få hjælp. De kan fx hjælpe dig og dine passagerer med hurtigt at komme videre på ferie, enten i egen bil eller en lejebil, hvis det er nødvendigt. SOS International hjælper og sørger for det praktiske, og du får udgifterne dækket, hvis du er forsikret i et af de mange forsikringsselskaber, der samarbejder med SOS, siger Kristian Juel-Storgaard.

I 2017 rykkede SOS International ud 16.326 gange til danskere med bilproblemer i udlandet. I langt de fleste tilfælde var der behov for bugsering til et værksted.

Her går bilen oftest i stykker – assistancer koordineret af SOS i 2016:
Tyskland:     (40 %)
Sverige:       (14 %)
Italien:            (8 %)
Frankrig:        (7 %)
Norge:            (6 %)

Andre gode råd:

Sørg for at bilen fungerer optimalt før rejsen:
·         Få udbedret kendte fejl på bilen – fx stenslag eller olieskift
·         Sørg for at dine dæk har det rette dæktryk og at de ikke er slidte
·         Få tjekket at air condition anlægget er tip top – især om sommeren
·         Få også udskiftet vinduesviskerne og fyld sprinklervæske på
·         Skal du køre på vinterferie, så tjek om der lokalt er særlige regler for fx vinterdæk mv.

 

Forfatter

Related posts

Top