29 nordjyder testet for coronavirus i eget hjem

Paramedicinere i Region Nordjylland kører nu ud for at vurdere borgere i eget hjem med symptomer for COVID-19. Her laves en klinisk vurdering af borgeren og i samråd med læger på Aalborg Universitetshospital fastlægger paramedicineren, om der er behov for indlæggelse eller ej.

Allerede nu kan det ses, at de fleste borgere ikke kræver hospitalsbehandling. Således er der kørt ud til 29 borgere. 8 af borgerne er sendt til nærmere undersøgelse på hospitalet.

– Vi gør det her, fordi vi følger den nationale strategi for afdæmpning af konsekvenserne ved COVID-19. Hovedbudskabet er, at hvis du er syg, skal du blive hjemme. Hvis du bliver alvorligt syg, skal du kontakte egen læge eller vagtlæge, siger præhospital lægelig chef, Poul Anders Hansen.

Løsningen medvirker til, at det alene er dem der er alvorligt syge, der kommer på hospitalet og dermed belastes hospitalerne ikke unødigt.

Borgerne henvender sig som hidtil via egen læge eller lægevagten. Ved tvivlstilfælde beder lægen regionens AMK-vagtcentraler om at få en paramediciner kørt ud til den pågældende syge borger.

Der er alene tale om en ny arbejdsgang i regionen, der skaber tryghed for borgerne men også for lægen, der ikke fysisk kan tilse indringeren. Borgerne skal altså fortsat ringe til deres egen læge eller vagtlæge med afsæt i myndighedernes vejledninger.

LÆS OGSÅ:

Paramedicinere vurderer borgere i eget hjem

 

Foto: Region Nordjylland

Forfatter

Related posts

Top