2017 blev rekordår på Thisted Bryghus

2017 var et godt år for Thisted Bryghus, der blev hædret med en række priser, men også satte rekord på omsætning og hentede det største overskud i mere end 20 år.

Omsætningen steg med fem procent til 45.2 mio. kroner netto og dermed er omsætningen steget med hele 31% de seneste fem år.

Overskuddet landede på 2,9 mio. kroner efter skat og afskrivninger. Herudover har bryggeriet investeret for 6,3 mio. kroner i seneste regnskabsår. Dermed er der de seneste fem år investeret for over 18 mio. kroner.

– Det er alle investeringer, der er med til at fremtidssikre Thisted Bryghus. Der forbedrer bryghusets effektivitet, forbedrer produktkvaliteten og ikke mindst forbedrer bryghusets konkurrenceevne. Jeg er glad for, vi har betalt investeringerne kontant, og stadigvæk har positiv likviditet til den daglige drift, sagde Bryggeridirektør Aage Svenningsen på årets generalforsamling, der lørdag samlede 1.400 deltagere til ”Den Fjerde Højtid i Thy” i Thyhallen.

Økologiske øl og special-øl er vejen frem
Thisted Bryghus har været særdeles innovative indenfor special øl og økologisk øl, og den strategi fortsætter.

– satsningen på at bruge alternative råvarer i produktionen samt, at vi løbende har udviklet nye produkter, der har været med til at løfte markedet for special øl, der i dag totalt set udgør 15% af det samlede ølsalg i Danmark, er baggrunden for den positive udvikling, Thisted Bryghus har gennemgået de seneste år, sagde Aage Svenningsen.

Fire nye øl på gaden
Han kunne samtidigt præsentere fire øl-nyheder, der netop er sendt på markedet: Økologisk Øl Rug og Økologisk Øl Spelt i 63 cl. store flasker. Spændende øl, der er brygget med malt, der er dyrket og maltet på Gyrupgård i Thy.

Rum’n’Beer er en special øl tilført Caribbean Rum og har en alkoholprocent på 9,0% – og endeligt også en Økologisk Liège – en belgisk hvede øl på 4,8% alkohol, hvor der er tilsat havtorn, indsamlet i Nationalpark Thy.

Thisted Bryghus og dets 25 medarbejdere blev i 2017 hædret med en lang række priser: øllen Jack & Beer (special-øl med whiskey) blev kåret som Årets Ølnyhed 2016 (uddeles året efter), Thisted Bryghus blev – for tredje år i træk – kåret som Årets Danske Bryggeri 2017 og endelig fik man Dansk Industri Thy Mors´ Initiativpris.

Foto: Anton Korsbæk Skovmose, Thisted Bryghus

Forfatter

Related posts

Top