200 mødtes til demonstration i Nykøbing

Der var røde hjerter overalt på Klostertorvet i Nykøbing forleden, da et par hundrede mennesker dukkede op til den demonstration, som den lokale forening Samklang havde indkaldt til.

De fremmødte ønskede at stoppe hjemsendelse af syriske flygtninge.

– Det varmer, at så mange lokale har indset det horrible i at sende de syriske flygtninge tilbage til et rædselsregime, siger Birgit Morthorst, formand for Samklang.

Demonstrationen forløb med uddeling af røde hjerter, som til sidst symbolsk blev plantet. Undervejs var der en bredt sammensat række af talere, som talte fra forskellige personlige udgangspunkter; en sundhedsplejerske og politiker, en lektor og politiker, en syrisk studerende, en ung gymnasieelev, en musiker og højskoleforstander. Et par unge syrere var sågar kommet fra Skive og bad også om at få ordet.

Blandt de demonstrerende var ikke kun morsingboer. Folk var kørt fra Salling og Thy for at deltage i protesten.

Udover de 200 hjerter, som Samklang havde lavet, havde mange medbragt skilte med støttende budskaber.

Om bevæggrunden for at indkalde til demonstration siger Birgit Morthorst:

– Hvis ikke vi, der til dagligt arbejder for at integrere og hjælpe skulle stå forrest i protesten, hvem skulle så? Nogen måtte gøre noget.

Se billeder fra demonstrationen herunder:

 

Forfatter

Related posts

Top