20.000 gæstede succesrigt Kulturmødet 2016

Sommeren kom endelig til Danmark, da 20.000 mennesker var samlet på Kulturmødet 2016 på Mors. 48 timers debat, kulturelle oplevelser og perspektiver på samfundets store tematikker er veloverstået. Arrangørerne er tilfredse og oplever stor interesse for kulturens værdi som driver for sammenhængskraft og samfundsudvikling.

Årets hovedtema på Kulturmødet 2016 var ”Hvor er Danmark?”. Det gav anledning til at tage temperaturen på dansk kultur i dag og synliggøre kulturens værd og potentiale i forhold til det omgivende samfund på områder som integration, sundhed, politik og terror. Hvordan kan kulturen spille en aktiv rolle for integration i landet? Hvordan kan vi bruge vores stærke kulturarv aktivt i en globaliseret og fragmenteret verden? Kan og skal kunsten og kunstneren tage politisk stilling til samfundet?

Tredobling af deltagere siden 2013
Torsdag den 25. august blev Kulturmødet 2016 åbnet ved tale af Kulturminister Bertel Haarder. Omkring 20.000 gæster valgte at lægge vejen forbi Nykøbing Mors. Det er mere end en tredobling i forhold til første Kulturmøde i 2013, hvor 6000 gæster var med. I 2014 deltog 10.000 mennesker, og i 2015 var tallet 17.000.

Programmet har budt på omkring 400 kulturelle arrangementer, herunder 85 debatter. 300 debattører og et hav af skuespillere, musikere, forfattere, billedkunstnere mv. var med til sætte kulturen og kunsten i dagens Danmark på dagsordenen.

Flere af debatterne blev i år live-streamet, og de kan ses eller genses på Kulturmødets hjemmeside:

Foto : Lars Dahl Photography

Foto : Lars Dahl Photography

På vej mod 2017
Forventningens glæde har allerede indtruffet sig blandt Kulturmødets værter til et forrygende år 2017. Borgmesteren i Morsø Kommune, Hans Ejner Bertelsen (V), og Regionsrådsformanden for Region Nordjylland, Ulla Astman, har store forventninger til Kulturmødet 2017:

– Det har været et flot og stærkt program på Kulturmødet 2016, og jeg har oplevet en folkefest for kulturen med plads til at tænke højt, få pirret sanserne – og med plads til både det specielle og til bredden. På vegne af øens befolkning glæder det mig også, at Mors både bliver kendt som Limfjordens kulturperle og som vært for et nationalt arrangement. Vi prioriterer et godt værtskab, og vi ved, at værtskabet forpligter. Med årets succes har vi har fået et rigtig godt afsæt for forberedelserne af Kulturmødet 2017. Vi sætter barren højt for at fastholde det bedste fra årets Kulturmøde og videreudvikler arrangementet, så Kulturmødet 2017 bliver endnu bedre end før, lyder det fra Borgmester Hans Ejner Bertelsen.

– Jeg håber, at Kulturmødet 2017 også vil have succes med at tiltrække folk. Det er vigtigt , at vi fortsat diskuterer kulturen i debatter, samtaler og med en masse oplevelser. Vi har skabt en god struktur for Kulturmødet, og vi ser ud til at have fået nyt publikum, hvilket vi er rigtig glade for. Men det vigtigste for os er, at vi fastholder Kulturmødet som kulturens centrale mødested – også i år 2017, siger Regionsrådsformand Ulla Astman.

Kulturmødet arrangeres af Morsø Kommune og Region Nordjylland. Kulturmødet er støttet af Kulturministeriet, Kulturaftale Nordjylland, Spar Nord Fonden, Det Obelske Familiefond, Augustinus Fonden, KrogagerFonden, Jyllands-Postens Fond og Færch Fonden.

Fotos : Foto : Lars Dahl Photography
Forfatter

Related posts

Top