2 ud af 3 danskere: Skru ned for fyrværkeriet

Nytårsraketterne er ganske vist flotte at kigge på, men noget tyder på, at danskerne mener, det efterhånden har taget overhånd med de mange lysglimt og høje brag.

Den seneste Epinions-undersøgelse for Dyrenes Beskyttelse viser, at hele 67 % af de adspurgte svarer, at der generelt bør fyres mindre fyrværkeri af til nytår. Det er særligt hensyn til miljø og kæledyr såvel som vilde dyr, der ligger danskerne på sinde, viser undersøgelsen.

– Dyrene påvirkes negativt på forskellige måder. Fyrværkeri medfører ofte stress og angst, og giver voldsomme reaktioner og panikagtig adfærd. Desuden er alt det affald der ligger på gaden i dagene efter, farligt for både kæledyr og vilde dyr. Hvis f.eks. dyrene sluger fyrværkeriaffald, kan de komme alvorligt til skade, forklarer Jens Jokumsen, familiedyrschef ved Dyrenes Beskyttelse.

Dyrenes Beskyttelse foreslår, at perioden, hvor der må fyres af, begrænses til et vindue på 8 timer fra 31. december kl. 18 til 1. januar kl. 2. Desuden bør salget af fyrværkeri begrænses til 3 dage før nytår, ifølge dyrevelfærdsorganisationen.

Forfatter

Related posts

Top