14-årige Asger fra Thisted jagter drømmen i FC Midtjylland

14-årige Asger Stengaard fra Thisted er beriget med et fodboldtalent.

Faktisk er han så god, at han allerede som blot 10-årig første gang blev spottet af FC Midtjylland. Siden spillede han for klubbens U11 og U12-hold sideløbende med at han spillede for sin lokale klub, Thisted FC.

Da han blev ældre blev han udvalgt til Superliga-klubbens U13-hold, og siden har han kun spillet for den midtjyske klub.

Til daglig bor han hos en værtsfamilie i Herning, og er kun hjemme hos sine forældre i Thy i weekenderne. Men da der pludselig blev indført skærpede restriktioner i 7 nordjyske kommuner stod han pludselig over for et valg: Fodbold eller familie?

Foto: Daniel Andre Stentz

Restriktionerne lagde nemlig op til, at man ikke måtte krydse kommunegrænsen til blandt andet Thisted Kommune, men fordi drømmen om at blive optaget på FC Midtjyllands akademi, og efterfølgende at sikre sig en ungdomskontrakt, er så stor faldt valget på fodbold.

Asger Steengaards far, Morten Fjord Stengaard, har dog valgt at flytte midlertidigt til Herning. De to bor nu sammen i en kælder, tæt på Asgers værtsfamilie.

Han håber derved, at kunne bakke sin søn op i jagten på at indfri sine fodbold-mål.

På nuværende tidspunkt er Ager Stengaard udtaget til DBU U15 Future landsholdssamling. I alt er ca 50 spillere udtaget til disse samlinger på landsplan. Til slut barberes antallet ned, og der udtages efterfølgende en U16-landshold.

Future er for talentfulde spillere der kommer i vækstspurt senere end deres jævnaldrende.

– Asger har forfulgt sin drøm om fodbold, men om han fortsætter eller om han lykkes ved ingen endnu. Så det er med at nyde turen. Og i øvrigt tage de mange erfaringer med sig videre. Han lærer ufatteligt meget ved dels at være i et så konkurrencepræget et miljø og dels ved i så ung en alder at være flyttet hjemmefra, fortæller Morten Fjord Stengaard.

Foto: Daniel Andre Stentz

Forfatter
Top