1,3 millioner danskere tilbydes test for antistoffer mod corona

Danskerne skal hjælpe sundhedsmyndighederne med at blive klogere på, hvordan coronavirus har spredt sig i samfundet.

Derfor vil op mod 1,3 millioner danskere i efteråret og vinteren blive tilbudt en test for antistoffer mod corona.

Det er en del af det nye screeningsprojekt “Vi tester Danmark”, som Statens Serum Institut står bag. Det oplyses i en pressemeddelelse.

En million danskere vil fra oktober modtage en invitation med et spørgeskema i deres e-boks. Op til 650.000 personer, der har takket ja, vil få tilsendt en hjemmetest. Yderligere en million får en invitation i det nye år. Også her vil op til 650.000 få tilsendt en test.

Tilstedeværelse af antistoffer betyder, at man har været smittet med corona.

Den store mængde data kan give vigtig viden om, hvordan coronasmitte har spredt sig i Danmark og kan håndteres i fremtiden.

Forud for testen svarer man på en lang række spørgsmål. Blandt andet om man selv tror, man har haft corona, og hvilke symptomer man har haft.

Hjemmetesten udføres ved at prikke sig selv i fingeren og lægge blodprøven på en lille strip. Efter 15 minutter kan man aflæse den. Ved positiv er der streger, ved negativ er der ingen streger.

Projektet laver Statens Serum Institut i samarbejde med en ekspertgruppe af fagfolk fra de danske regioner og universiteter.

Det er støttet af Sundhedsstyrelsen.

/ritzau/

Foto: Line Bloch Klostergaard, Region Nordjylland

Forfatter

Related posts

Top