1 mio. til nordjyske kulturprojekter

Der er godt 1 mio. kr. i posen, når Region Nordjylland åbner for ansøgninger til Kulturpuljen 2015. Puljen støtter i år projekter, der går nye veje i tilgangen til publikum og de oplevelser, kunsten og kulturen kan give nordjyderne.

Fokus på involvering og udvikling
Det er involvering af publikum og udvikling af kulturen, så den rammer nye målgrupper, der er i fokus i dette års pulje.

– Vi har et meget rigt og mangfoldigt kulturliv i Nordjylland. Det spænder lige fra store institutioner og events til helt lokale initiativer, der skaber stor værdi i lokalområdet. Med denne pulje vil vi gerne bidrage til udvikling af de nordjyske kulturtilbud, så også nordjyder, der ikke har tradition for at bruge de nordjyske kulturtilbud, får glæde af dem, siger Henrik Ringbæk Madsen, der er formand for Region Nordjyllands Udvalg for Infrastruktur, Klima, Kultur og Miljø.

Man kan f.eks. søge støtte til udvikling af nye måder at formidle på, større synlighed eller til at arbejde med nye målgrupper, som i dag ikke bruger de nordjyske kulturtilbud.

Det handler især om formidling af kulturen og om at tænke kommunikationen om kulturen mere sammen med selve produktionen af kulturtilbuddet.

Målet er at skabe langsigtede relationer til publikum, skabe nye kulturbrugere, vække publikums nysgerrighed og få publikums engagement i det, man laver.

Foto : Deadline, Limfjordsteatret

Forfatter

Related posts

Top