Vizuall har fået ny identitet og er flyttet i nye lokaler

 

Den smukke gamle bygning på Nytorv 6 i hjertet af Thisted er reklame- og webbureauet Vizualls nye kontor. Bygningen er helt oprindeligt administrationsbygning til Thisted Rådhus, og emmer af kvalitet og sjæl. Nu har Elisa Grauenkjær fra Vizuall indrettet lokalerne, bag de flotte buede vinduer, til reklamebureau.

Efter fem år i Videncenter Thy-Mors, skulle der ske noget nyt fortæller hun:

– Det har været en vild rejse her til. Jeg startede alene og har på seks år fået seks medarbejdere på lønningslisten samt en håndfuld freelancere – og vi har fået større og større webprojekter, hvor vi er med fra start til slut. Vi har været glade for at være i Videncenter Thy-Mors, men jeg føler, at jeg har brug for at stå på egne ben og have mit helt eget. I de her lokaler har vi vores egen identitet og står tydeligere frem i lokalmiljøet, og det er vigtigt for mig.

De nye lokaler er udsmykket med den særlige turkise nuance, som Vizualls nye grafiske identitet. Lokalerne er lyse og indrettet minimalistisk og stilrent. Bagerst i lokalerne har fotograf Bertel Bolt lejet sig ind og har indrettet fotostudie:

– Han er en af vores gode samarbejdspartnere, og vi er glade for, at han havde lyst til at rykke med, så vi fortsat er tæt på hinanden, siger Elisa Grauenkjær.

Højt niveau lokalt
Større virksomheder i Thy oplever et stort potentiale i Vizuall som samarbejdspartner, da de kan få løst alle marketingopgaver ét sted.

– Vi får flere og flere krævende og kreative projekter, hvor vi står for hele konceptudviklingen. Da vores dygtige team har mange forskellige kompetencer, kan vi i dag løfte den slags opgaver inhouse, hvor vi før måtte trække på freelancere i langt større grad. Det betyder, at store og mellemstore virksomheder i Thy ikke behøver at kigge til de større byer – men kan få løst deres reklameopgaver på højt niveau lokalt, fortæller Elisa Grauenkjær.

Med på Vizualls hold er i dag tre grafikere, en webudvikler og en SEO- og Adwordsekspert. Når der er brug for det, samarbejdes der med andre freelancere i Vizualls store netværk.

Elisa Grauenkjær regner med at invitere til en reception, når firmaet er kommet godt på plads i lokalerne.

Forfatter

Related posts

Top