Vikingen fra Klitmøller blev nummer tre i London

Den 24-årige surfer, Casper Steinfath fra Klitmøller, sikrede sig i weekenden en samlet 3. plads på World Tourens første afdeling i Stand Up Padling, der blev afviklet på Themsen i London.

Som regerende verdensmester på 200 meter sprint er han en sprinter, men søndag leverede han alligevel en af sine bedste langdistance-løb nogensinde, da han blev nummer fire på den lange distance over 10 kilometer.

– Jeg er helt rundt på gulvet. Jeg har haft en af de bedste langdistancer i mit liv. Jeg fik en fjerdeplads, og jeg er rigtig glad for det, for det er ikke min stærke disciplin. Jeg tror, at det giver mig en samlet tredjeplads på podiet, siger Casper Steinfath.

Lørdag blev han mere planmæssigt nummer to på sprinten, og kun en lille teknisk fejl under starten gjorde, at han kom halvskidt fra start. Det kostede ham efter alt at dømme sejren på sprinten.

Men han er godt tilfreds med sine tredjeplads på Touren, som han pointmæssigt deler med franskmanden Arthur Aruktin.

 

Dehydrering og dårlig mave
17-årige Christian Andersen fra Klitmøller var også med i London. Da der ikke er nogen juniorkonkurrence, var han primært med for at skrabe erfaring sammen. Han nåede kvartfinalen i sprinten, og måtte udgå af langdistanceræset på grund af dehydrering og dårlig mave.

World Touren afvikles over fire afdelinger. De resterende tre afvikles i New York og San Fransisco til efteråret, inden finalen i Paris til december.

Foto: John  Carter / APP World Tour

Forfatter

Related posts

Top