Vi er blevet bedre til at holde til højre

Hver sjette bilist kommer hurtigere frem på motorvejene, når medtrafikanter holder til højre og skaber plads. Det konkluderer Vejdirektoratet, der gennem tre uger i efteråret har kørt en kampagne for at få bilister til at holde til højre.

– De fleste trafikanter ved godt, at de kunne være bedre til at vise hensyn i trafikken ved blandt andet at trække ind i højre bane, når der er plads til det. Vores skilte og magneter minder dem om, at trafikken glider bedre, når vi viser hensyn, og så kommer vi alle hurtigere frem, siger Marianne Foldberg Steffensen, leder af Vejdirektoratets trafiksikkerhedsafdeling, i en pressemeddelelse.

Vejdirektoratet opsatte skilte ved fem motorvejsstrækninger i Østjylland, Nordjylland, på Fyn og Sjælland. I gennemsnit er cirka hver sjette bilist – kommet hurtigere frem i trafikken, fordi vi er blevet bedre til at holde til højre.

Det er ikke sidste gang, at kampagnen med skilte som “Hold til højre” og “Det er det modsatte af venstre” kører.

– Vi skal blive ved med at minde trafikanterne om, at trafikkulturen er noget, vi er fælles om. De fleste bilister siger til os, at de selv er gode til at holde til højre, og at det er alle de andre, der er dårlige til det.

– Så vi er nødt til at få bilisterne til at rette blikket mere kritisk mod sig selv, og det er dét, vi prøver at gøre med hold til højre-kampagnen, siger Marianne Foldberg Steffensen.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top