Udefrakommende studerende begejstret for Mors og jobmulighederne

Martin Bælum er overrasket og imponeret. Den 24-årige maskinmesterstuderende fra Aalborg var én af de seks studerende, der vandt et ophold på Mors i forbindelse med Karrieredagen i Aalborg i marts. Og selv om han kendte til Mors, indgik øen ikke i hans tanker om fremtidigt job og karriere.

– Det er ændret, efter at vi fik lejlighed til at besøge Mors og nogle af områdets spændende virksomheder. I dag kan jeg sagtens se mig selv i et job på Mors, når jeg er færdig med at læse, siger Martin Bælum.

Masser af tilbud
– Før besøget havde jeg ikke en konkret opfattelse af, hvad området byder på af jobmuligheder. Men jeg blev overrasket over, at der ligger så store og spændende virksomheder på Mors, siger han.

Begejstringen for Mors blev ikke mindre af, at besøget fandt sted under Kulturmødet, og det har virkelig rykket ved Martins opfattelse af, hvor en mulig fremtidig arbejdsplads kunne ligge:

– Jeg blev virkelig imponeret over alle de aktiviteter, der fandt sted. Vi fik lejlighed til at snakke med en del andre unge, og de fortalte om de mange kultur- og fritidstilbud, Mors byder på – også, når der ikke er Kulturmøde. Der er alt, hvad jeg skal bruge, både i form af spændende jobmuligheder og inden for et aktivt fritidsliv, siger Martin Bælum.

Det gode liv på Mors
En af de seks virksomheder, der indgik i besøget, er Dencker A/S.

– Vi vil gerne bakke op om den form for initiativer. Dels fordi vi konstant er på jagt efter nye, højt kvalificerede medarbejdere, og dels fordi vi gerne vil bidrage til at profilere det gode liv på Mors udadtil, siger Simon Frilund fra Dencker.

– Der er konkurrence om arbejdskraften, men den udspringer jo af generel fremgang og optimisme i det lokale erhvervsliv. Vi skal bidrage til, at Mors som både arbejds- og bosted har en solid plads i de jobsøgendes opmærksomhed. Derfor har vi været med på dette initiativ, siger han.

Rift om de unge
– Der er stor rift om de unge i disse år, og derfor er det vigtigt, at vi er til stede der, hvor de unge er”, siger erhvervsdirektør Per Søndergaard, Morsø Erhvervsråd. ”Samtidig er vi glade for opbakningen fra de virksomheder, som deltager. De er et helt afgørende element, når vi vil synliggøre jobmulighederne her i området, siger Per Søndergaard.

Per Søndergaard. Foto: Morsø Erhvervsråd

Under opholdet på Mors var de seks studerende foruden hos Dencker også på besøg hos Thy-Mors Energi, BILA A/S, DFI Geisler, Frontego samt hos SKOV A/S i Glyngøre.

Og hos SKOV bekræfter man opfattelsen af, at der skal gøres noget særligt for at tiltrække de unge. ”Det skal man alle steder, for i en tid med opsving øges konkurrencen om de bedst kvalificerede medarbejdere helt naturligt”, siger HR-ansvarlig Louise Dorset.

Langsigtet indsats
– Vi deltager på Karrieredagen og har tidligere også været med i udenlandske fremstød for at promovere lokalområdet og de jobmuligheder, SKOV kan tilbyde. Vi har brug for både erfarne og nyuddannede medarbejdere, og vi oplevede god interesse, da de studerende var på besøg her i virksomheden, siger Louise Dorset.

Hun ser fremstødet som en del af en langsigtet indsats: ”Vi skal som virksomheder løbende være med til at rette fokus mod denne del af landet og de spændende vækstvirksomheder, der ligger her. Det er det berømte lange, seje træk. Men det er omvendt også vores erfaring, at de gode ansøgere nok skal dukke op”, siger hun.

Vækst forudsætter den rette arbejdskraft
Morsø Kommune og Morsø Erhvervsråd har besluttet også at være til stede på Karrieredagene i 2019 – denne gang både i Aalborg og som noget nyt også i Aarhus. Flere lokale virksomheder har allerede meldt sig som deltagere. Næste års deltagelse er i lighed med i år sikret ved midler, som er bevilget fra Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget i Morsø Kommune.

Mors er hastigt på vej ud af den økonomiske krises sidste favntag. Der er optimisme i erhvervslivet og usædvanligt gode vækstrater. I sidste uges udgave af Dansk Industris årlige analyse 2018 buldrer Mors frem i førerfeltet og er i dag nummer 24 i Danmark.

I perioder med økonomisk vækst er adgangen til kvalificeret arbejdskraft et af erhvervslivets vigtigste rammebetingelser. DIs analyse dokumenterer, at lige netop den udfordring har erhvervslivet på Mors indtil videre klaret usædvanligt godt. Men indsatsen skal bibeholdes.

Derfor vil der også i de kommende år være et skarpt fokus på at fastholde og tiltrække den arbejdskraft, som erhvervslivet efterspørger.

De studerende på besøg hos SKOV A/S i Glyngøre

 

Forfatter

Related posts

Top