Thy Whiskey åbner op for besøgende hele sommeren

Thy Whisky lancerer faste åbningstider for besøg og smagninger hele sommeren

Hver torsdag og lørdag eftermiddag i sommerferien inviterer Thy Whisky til whiskysmagning og rundvisning på deres økologiske gård Gyrup ved Sønderhå i Thy.

På gården produceres Thy Whisky, som har opnået topkarakter i den anerkendte Jim Murray’s Whisky Bible og senest har vundet to sølvmedaljer ved den store international spirituskonkurrence i San Francisco:

– Der har været rift om vores whiskyflasker siden Jim Murray anmeldte os tilbage i november. Siden har vi på udvalgte dage holdt rundvisninger og smagninger i vores whiskylager. Vi har fået gode tilbagemeldinger på det, og har derfor besluttet at lægge to faste besøgsdage i kalenderen hele sommerferien, så whiskyinteresserede og turisterne i Thy ved, at de kan planlægge deres besøg, siger Jakob Stjernholm fra Thy Whiskey.

Til smagningen serveres fire smagsprøver på whisky og fadprøver, og der fortælles om arbejdet med landbruget på gården og hele processen fra mark til den færdige whisky.

Gyrup er hjertet i Thy Whisky. Her dyrkes byggen, mæskes malten til urt, og det er her whiskyen langsomt udvikler sin karakter på de gamle egetræsfade, mens destillationen foregår på et lokalt destilleri.

De første seks udgivelser er allerede udsolgt, men familien lover, at de har gemt et begrænset antal flasker, som kun kan købes på sommerens rundvisninger. Foruden whisky sælges der i forbindelse med rundvisningerne også øl, kød og mel lavet af gårdens egne råvarer.

Foto: Thy Whiskey

FAKTA Om Thy Whisky
– Thy Whisky er ejet af familien bag det økologisk landbrug Gyrup i Thy, og produceres udelukkende af korn af Gyrups marker.
– Thy Whisky blev startet i 2010 sammen med det lokale Nordisk Brænderi, som destillerer for Thy Whisky. Resten af produktionen foregår i dag på Gyrup.
-Thy Whisky har siden 2014 lanceret seks single malt whiskyer, som har ligget 3-5 år på fadene.
– Fra 2017 har det været muligt at købe sit eget fad eller en fadadel, som tappes efter 3 år på whiskylageret.
– Udover Thy Whisky står Gyrup også bag flere lokale fødevarer, som laves i samarbejde med lokale producenter, fx Irmas Gårdmælk, Thise Thyboost, en langtidsmodnet Galloway Kølle og en række kød- og melprodukter.

FAKTA Om rundvisninger og whiskysmagninger
– Rundvisningerne afholdes torsdage kl 14-16 og lørdage kl 13-15. fra 22. juni til 12. august.
– En rundvisning og whiskysmagning koster 200 kr.
– Der er plads til 30 gæster per dag.
– Billetter købes på Thy Whiskys hjemmeside www.thy-whisky.dk
– Arrangementerne tager 1,5-2 timer. De starter med en rundvisning efterfuldt af en whiskysmagning og slutter den lille gårdbutik, hvor der er mulighed for at købe lidt godt til resten af sommerferien.

Foto: Thy Whiskey

Forfatter

Related posts

Top