Thy Teater præsenterer: Sne -en fortælleforestilling med musik

Sne – en fortælleforestilling med musik af og med Vigga Bro

En musikalsk, fortættet og poetisk forestilling om barndom, alderdom og sne. Børn elsker sne. I hvert fald alle de børn, som Vigga Bro kender – Og det er mange. De elsker sneen: Skøjter så det synger på isen, bygger sneborge og får iskolde ører… Men mest af alt elsker de den knirkende lyd af frostsne under støvlerne. Denne kærlighed kan gå over med alderen. Snerydning og bilkørsel i glat føre kan gøre en ende på fascinationen. Men vi er mange, der stadig elsker sne, selv når vi som Vigga har fået sne på toppen.

Den danske skuespillerinde, instruktør og historiefortæller Vigga Bro fylder 80 år i 2017 og er i den grad ”still going strong.” I denne anledning laver hun sin (måske) sidste store fortælleforestilling, som Thy Teater er så heldige at få besøg af mandag d. 4. december kl. 20:00. Sammen med sine to skønne musikere skaber Vigga en ny, vidunderlig fortælleteaterforestilling med musik, som har fået navnet Sne.

I forestillingen Sne ser Vigga tilbage på livet og griber de snefnug, der daler ned i tankemylderet – Og herved opstår små, magiske historier, som langsomt blander tanker om alderdom med tanker om barndom og sender publikum ud på en mindeværdig rejse gennem den rutsjebanetur, som livet nu engang er – Det bliver stensikkert en rørende, intim og fængslende teateraften på Thy Teater!

Forfatter

Related posts

Top