Thisted Kommune søger lokale leverandører

Nu kan potentielle leverandører skrive sig ind i et register og derved gøre sig synlige som mulige leverandører af varer, håndværkerydelser og tjenesteydelser til Thisted Kommune.

Dette vil eksempelvis være en fordel ved såvel almindelige indkøb og småopgaver, som større aftaler om indkøb fra kommunen. Systemet har derfor også en oversigt, hvori man kan se, hvornår en aftale skal gentegnes, eller hvilke aktuelle offentlige udbud, kommunen har.

– Fordelen for de mulige leverandører i vores lokalområde er, at de kun skal skrive sig op ét sted for at komme ind på kommunens ”radar”, også når det gælder varer, småopgaver, samt håndværker- og tjenesteydelser under udbudsgrænsen fortæller Jette Ganzler Kristensen, der er chef for digitalisering og indkøb i Thisted Kommune. Hun fortsætter:

– Leverandører skal på denne måde kun godkende salgs- og handelsbetingelser én gang, og derved bliver handler imellem leverandører og kommunen nemmere, med mindre administration og bureaukrati. De mulige leverandører kan derfor også følge med i aktuelle eller kommende udbud fra Thisted Kommune, ligesom vi kan kontakte dem.

Giver et samlet overblik
En anden fordel ved registret er, at det giver et samlet overblik over de tilmeldte leverandører i lokalområdet. Det gør det nemt for både ansatte i kommunen og andre leverandører at få overblik over Thisted Kommunes udbudsplan. Samtidigt kan andre leverandører se, hvem af konkurrenterne, som har skrevet sig op på listen, idet den er fuldt offentligt tilgængelig.

– Registret skal derfor ses som en kanal, hvor mulige leverandører kan gøre opmærksom på sig selv, da en leverandør sagtens kan stå i registret uden at have en aftale med kommunen i forvejen. For os betyder det, at vi ikke selv skal søge efter leverandører på forskellige måder, men kan nøjes med at kigge i registret, afslutter Jette Ganzler Kristensen, som dermed også opfordrer lokale erhvervsdrivende, store som små, til at gå ind og skrive sig op med det samme.

Intro til systemet 8. maj
Mandag den 8. maj fra klokken 16 – 18 er der introduktion til leverandørregistret hvor interesserede kan få indblik i systemet og høre mere om fordelene ved det.

Det nøjagtige program for dagen bliver offentliggjort senere, når arrangementet nærmer sig. Arrangementet bliver holdt på Hotel Limfjorden i Thisted.

Se her hvordan du bliver leverandør

Foto : Christian Kjeldsen

Forfatter

Related posts

Top