Thisted Forsikring støtter det lokale sammenhold med en kvart million

Thisted Forsikring støtter under konceptet Danmarks Rygrad det lokale sammenhold med 250.000 kroner.

I de sidste tre uger har alle haft mulighed for at stemme på lokale projekter der skaber sammenhold i Danmarks Rygrad. De projekter der fik flest stemmer, modtager nu støtte en samlet støtte på 250.000 kroner fra Thisted Forsikring.

-“Danmarks Rygrad Støtter” er vores måde at give noget tilbage til det lokale, samtidig med at vi med en afstemning giver alle mulighed for at få indflydelse på hvor der skal støttes. Vi ved at folk her i Danmarks Rygrad står sammen og har masser af idéer og engagement der skaber lokal udvikling. Det vil vi gerne støtte, for det er her vores kunder bor. På den her måde bliver pengene i lokalområdet og kommer til gavn for de folk der bor her. Det er af største vigtighed for os i Thisted Forsikring, fortæller administrerende direktør, Dennis René Petersen.

Dennis René Petersen- Foto: Mette Johnsen

Videoansøgninger
Det er ikke noget nyt at Thisted Forsikring støtter lokale initiativer, men i år foregik det på en lidt anderledes facon, da 2018 blev året, hvor ansøgningerne skulle indsendes gennem videoer der beskriver hvordan projekterne støtter op om sammenholdet.

Afstemningen foregik således, at lokale projekter ansøgte med en video på højst 2 minutter som beskrev deres projekter. Thisted Forsikring udpegede 15 videoer, der blev finalister i afstemningen. Alle kunne derefter gå ind på hjemmesiden og stemme på de projekter, de syntes skulle modtage støtte.

– Det er svært ikke at være begejstret over det lokale engagement som sådan en proces giver. Det har været tre meget spændende uger! Deltagerne har gjort alt hvad de kunne for at få opbakning og stemmer i lokalområdet, og vi glæder os meget til at se de gode resultater når støttekronerne bliver brugt i lokalområderne, fortæller kommunikationschef, Katrine Dahl Clement.

Disse projekter fik flest stemmer til sammenholdet og modtager dermed støtte fra Thisted Forsikring og Danmarks Rygrad Støtter
Alle projekter bliver støttet med hver 50.000 kroner

Biersted Landsbyråd
I Biersted er Den Grønne Kile et samlingssted. Der er skaterpark og multibane for de store. Men de små mangler en legeplads og det vil borgerne i Biersted gerne give dem.

Det grønne område i Thisted
Engang var der en legeplads. Nu er der kun et faldunderlag tilbage. I Thisted ønsker de sig en ny legeplads så alle kan komme ned i det grønne område og hygge sig, lige meget om man er ung eller gammel.

Sallingsund FC
I Sallingsund vil de lave rutschebane og balancebane for de små der bruger klubhuset. Masser af frivillige kræfter er involveret i Sallingsund FC.

Ydby Håndværker- og Borgerforening
I Ydby vil de skabe et aktivitetssted i naturen for byens borgere, skoler, daginstitutioner og gæster udefra. En naturlegeplads, bålhytte og meget mere. Alt sammen til glæde både for store og små og dem med særlige behov.

Projekt ny læge i Thyholm
En praktiserende læge i lægehuset i Hvidbjerg. Det er målet for Projekt ny læge i Thyholm som har hele lokalområdet bag sig.

Fra Thisted Forsikring lyder der en stor tak til alle deltagerne i Danmarks Rygrad støtter – for videoer, lokal opbakning og det fantastiske engagement der har været til ’Danmarks Rygrad Støtter’.

Forfatter

Related posts

Top