Thisted Bryghus får DI´s Initiativpris 2017

Det er almindeligt kendt, at man brygger øl på humle. Men det er ikke en selvfølge, hvis man spørger på Thisted Bryghus. De har blandt andet lanceret serien Ny Nordisk Øl, hvor den traditionelle humle er erstattet med ingredienser fra Nationalpark Thy – blandt andet porse, birk, havtorn og hyben. I varianten Cold Hawaii Rav er der endda tilsat ægte rav fra vestkysten, som giver øllen en karakteristisk smag af harpiks.

– Thisted Bryghus er platform for et fantastisk samarbejde i Thy. Eksempelvis er Nationalpark Thy og Cold Hawaii med til at gøre bryghuset helt unikt, og samtidig får de selv en fantastisk markedsføring igennem ølsalget i hele landet. Det er lokal samhørighed, når det er allerstærkest, og det er med til at markere hele området på landkortet, siger formand for DI Thy/Mors Tage Odgaard Nielsen.

Øllet flyder over hele landet
På landsplan blev bryggeriet kendt, da de brød igennem nationalt med Porse Guld fra 1984, Limfjordsporteren fra 1989 og ikke mindst Danmarks første økologiske øl fra 1995, som Christianitterne var med til at udbrede kendskabet til i København.

Blandt de værtshuse, der gennem en årrække har været med til at udbrede kendskabet til Thisted Bryghus er JernbaneCafeen ved Københavns Hovedbanegård.

Christiania er stadig en stor aftager af økologisk øl fra Thy, men den store vækst skyldes primært de mange special-øl, som i dag bliver langet over disken i samtlige supermarkedskæder i Danmark. Satsningen på udviklingen af innovative specialprodukter har medført en vækst i bryghusets omsætning på mere end 45 procent i løbet af de seneste år.

– Uanset om man laver køkkenlåger eller brygger øl, så handler det om at tænke nyt og innovativt – og samtidig sørge for at bevare den bedste kvalitet. Det er lykkedes for Thisted Bryghus, som har turdet at bevæge sig ud på nogle områder, som hidtil har været uset i branchen. Det er lige nøjagtig den tilgang og det mod, vi leder efter, når vi kårer årets initiativpris i DI Thy/Mors, slutter Tage Odgaard Nielsen.

Med DI Thy/Mors’ Initiativpris 2017 er A/S Thisted Bryghus en af i alt 18 kandidater til DI’s nationale initiativpris, som uddeles på DI’s årlige konference for små og mellemstore virksomheder i 2018.

Den lokale initiativpris uddeles i dag kl. 14.00 på Bryghuset.

Fakta om Initiativpris 2017
DI Thy/Mors overrækker hvert år sin initiativpris. Formålet med initiativprisen er at hædre virkelyst, kreativitet og skabertrang hos en mindre virksomhed i medlemskredsen.

Kriterier for prisen er:

  • Virksomheden må ikke have over 100 ansatte i det år, hvor prisen uddeles. Hvis virksomheden evt. er i koncernsamarbejde med andre virksomheder, må det samlede antal ansatte maksimalt være 300
  • Virksomheden skal gennem særligt initiativ og virkelyst inden for afsætning, teknologi, uddannelse eller andre områder gennem en kortere årrække have skabt grundlag for vækst
  • Der vil også blive lagt vægt på udviklingen i nøgletal, eksempelvis omsætningen (bruttoavancen), årets resultat, egenkapitalen og/eller antal ansatte de seneste år.

I 2017 er et særligt kriterium desuden, at virksomheden har udvist en særlig vilje og strategisk evne til at lede medarbejdere og forretningen mod nye mål.

Forfatter

Related posts

Top