Sygeplejersker: Lad os hjælpe de tidspressede læger

Formanden for de nordjyske sygeplejersker, Jytte Wester, har fulgt kritikken af Nordic Medicares lange ventetider og spiller nu ind i debatten om den udbredte lægemangel. Lad sygeplejersker hjælpe lægerne, lyder opfordringen.

– Jeg mener, vi skal have en toårig specialuddannelse på et masterniveau oven i den almindelige sygeplejeuddannelse. Disse sygeplejersker skal kunne undersøge, behandle og ordinere medicin inden for afgrænsede sygdomme, siger den nordjyske afdelingsformand for Dansk Sygeplejeråd til TV2 Nord.

Mange andre lande har allerede det, Dansk Sygeplejeråd kalder avancerede praksissygeplejersker, og fra den nordjyske socialdemokratiske sundhedsordfører i Folketinget, Flemming Møller Mortensen, er der fuld opbakning.

– Det her skal vi have hurtigt gang i, og jeg kan fornemme, at der på Christiansborg er en meget stor politisk opbakning til det. Jeg har også set, at sundhedschefer i de største kommuner i Danmark er meget interesserede, siger Flemming Møller Mortensen (S).

De praktiserende lægers organisation, PLO, er kritiske.

– Vi har meget forskellige behov i de forskellige praksis afhængigt af patientsammensætningen. Vi vil hellere, at der sikres et individuelt tilpasset efteruddannelsestilbud. Uanset hvad bliver sygeplejersker aldrig lægeuddannede, og de vil fortsat have behov for lægelig supervision. Man kan ikke erstatte en specialiseret læge med en sygeplejerske, lyder det i en skriftlig kommentar fra de praktiserende lægers kommunikationschef, Jonas Heltberg.

Det var i dag ikke muligt at få en kommentar fra lægerne selv.

Forfatter

Related posts

Top