Svejsecertifikat nr. 2.000 udstedt på EUC

Der er høj aktivitet i svejsekabinerne på EUC Nordvest. I denne uge kunne skolen udstede svejsecertifikat nr. 2.000, da kursist Mike Christensen Nørgaard fik godkendt sit prøveresultat af Nordisk Svejsekontrol.

 Der er vanen tro travlhed i svejsecenteret på EUC Nordvest her i årets første måneder, hvor AMU-kurserne har én af sine to højsæsoner. Mange små- og mellemstore virksomheder sender i denne tid medarbejderne på kursus, så de enten kan få et svejsecertifikat eller få re-certificeret deres eksisterende certifikat, ligesom jobcentrene også sender kursister i svejsecenterets retning.

Herudover er det nu også blevet muligt for lærlinge at erhverve sig et såkaldt skolecertifikat, mens de er under uddannelse, hvis deres mester siger god for det. Alt i alt giver det masser af aktivitet i svejseafdelingen. 

– Vi har mange forskellige profiler på vores svejsekurser. Nogle af kursisterne er meget erfarne og virkelig dygtige til at svejse. De arbejder med det hver dag og er her blot for at få re-certificeret deres svejsecertifikat. Det er klart, at de ikke har de samme behov rent undervisningsmæssigt, som eksempelvis vores lærlinge og kursister fra jobcenteret måske har. Derfor tager alle kurser også udgangspunkt i den enkelte kursist, fortæller faglærer Per Knudsen.

– Alle kursister bliver visiteret til det rette standpunkt og får lagt en individuel uddannelsesplan, så vi er sikre på, at vi møder dem på det niveau, de nu engang er på. Det giver ligeledes også mulighed for at sammensætte et forløb, der – så vidt muligt – tager udgangspunkt i de specifikke behov kursisternes arbejdsgivere har, fortæller han.

Foto: EUC Nordvest

Svejseafdelingen udbyder svejsecertificering inden for elektrodesvejsning, MAG-svejsning, pulverfyldt rørtråd, TIG-svejsning samt Ilt- og gassvejsning. Alle kurser kører som Åbent Værksted, og det er således muligt at blive svejsecertificeret på stort set alle tidspunkter om året. Når kursisterne er klar, er svejseafdelingen også.

Foto: EUC Nordvest

 

Forfatter

Related posts

Top