Spar i Bedsted får nye ejere

Købmandsforretningen Spar i Bedsted skal have nye ejere.

Købmændene bag Spar-butikkerne i Thisted, Snedsted, Koldby og Hvidbjerg Mors overtager deres femte dagligvareforretning, når de med udgangen af april overtager Bedsted-butikken.

– Anne Grethe og Ole Knudsen har i nogen tid ønsket et generationsskifte i butikken. Og så blev det os, der gav et bud, fortæller Anders Nyby, der sammen med Jens Andersen og Kristian Rysgaard Stærk bliver ny ejer.

De tre ejere har længe haft et ønske om en lokal ekspansion i skuffen. Og med butikken i Bedsted bliver det den tredje nye forretning på bare tre år:

– Vi synes, at Spar i Bedsted er en pæn, stor butik med et stort opland. Og vi har egentlig ikke nogen planer om at lave stort om i butikken. Til gengæld kan kunderne glæde sig over vort ferskvare- og delikatessekoncept, som vi kalder GoMad.

Den nye daglige leder bliver Martin Johannesen, som også under de hidtidige ejere har fungeret som førstemand i butikken.

Foto: Spar Bedsted, Facebook

Forfatter

Related posts

Top