Signalflag over gågaden

– Tag symaskinen under armen og mød op til workshop, lyder opfordringen fra Limfjordsteatrets kreative designer, Lene Bek Nielsen.

Hun er primus motor i kulturmøde-udsmykningen af gågaden, som Limfjordsteatret er ansvarlig for, og har brug for både hjælpende hænder – og materiale:

– Vi har tolket lidt på det overordnede tema for dette års kulturmøde: ”At bygge bro”. Inden broerne blev bygget, var det skibene, der sejlede mellem steder og var med til at bygge bro mellem menneskene. Vi har taget udgangspunkt i skibenes signalflag og forstørret dem op, så de bliver markante i gadebilledet, siger Lene Bek Nielsen.

Til enden op mod Rådhustorvet skal der syes en masse lyse signalflag, som efterfølgende kan blive dekoreret af børn i daginstitutioner, fritidsordninger og skoler, af ældre i seniorklubber og på ældrecentre, og hvem der ellers måtte have lyst at bidrage.

I enden mod Klostertorvet må signalflagene gerne være i alverdens farver og mønstre, pyntes med patchwork, farvede bånd, hæklede flakoner og hvad man ellers kan finde på. Midt på gågaden vender de røde paraplyer fra tidligere år tilbage.

2 x 4 timers workshops
Mange har efterspurgt egentlige workshops, hvor man kan mødes og sammen kreere udsmykningen. Derfor afholder Lene Bek Nielsen fire timers workshop både den 26. maj og igen den 16. juni fra kl. 10-14. Her er det en fordel, hvis flest mulige medbringer egen symaskine:

– Men det kræver ingen forudgående sy-kundskaber for at deltage, understreger Lene Bek Nielsen.

Hun efterlyser desuden bomuldsstoffer til signalflagene. Både lyse, ensfarvede og farvede, spraglede og mønstrede.

– Det kan være sengelinned, duge og gamle nederdele, men også stofrester, sjove bånd, hæklede duge og andre finurligheder, som kan bruges til pynt, siger Lene Bek Nielsen.

Tilmelding til begge workshopper er nødvendig. Enten på lene@limfjordsteatret eller på 51370430.

Forfatter

Related posts

Top