Sand historie om grænseløs kærlighed

Limfjordsteatret egen forestilling ”Doktor Carl von Cosels Hemmelige Liv” kan fredag kl. 20 og lørdag kl. 17 opleves på hjemmebane, inden den drager ud på turné. En musikalsk og grotesk fortælling fra det virkelige liv om en umulig kærlighed så stor, at den måske overvinder selv døden.

Forestillingen blev oprindeligt vist under Kulturmødet 2017, men er nu blevet finpudset og klar til turné rundt i landet – fra Vesthimmerland i nord, Ærø og Nykøbing Falster i syd og til flere teatersale på Sjælland.

Omdrejningspunktet er den excentriske røntgenspecialist, Doktor Carl von Cosel, der arbejder på en tuberkuloseklinik under 1930’ernes store epidemi. Her møder han Elena de Hoyos, og falder pladask for den unge, tuberkuloseramte kvinde. Det kunne virke som kærlighed ved første blik, men faktisk har Carl kendt hende, siden han som ganske ung i et syn i natten blev lovet, at netop denne Elena ville være hans livs kærlighed. Han sætter alt ind på at kurere hende med en blanding af kemikalier, urter, elektro- og røntgenbehandlinger.

Foto: Lars Horn, Baghuset

Spørgsmålet er, hvor langt man kan tillade sig at gå i videnskabens navn? Hvor går grænserne? Og hvor langt over grænserne gik Carl von Cosel?

På scenen ses Sune C. Abel i rollen som Doktor Cosel og Lasse Popp som tankeskræmsel, mens Kim Fast Jensen og Bastian Popp leverer den stemningsfulde musik. Teaterleder Gitta Malling har instrueret forestillingen, og Lasse Popp har skrevet manuskriptet, der er baseret på Carl von Cosels selvbiografi ”The Lost Diary of Count von Cosel – A true, twisted tale of love after death”.

Alt er udsolgt til forestillingen fredag aften, mens der stadig er billetter at få til lørdag.

Foto: Lars Horn, Baghuset

Forfatter

Related posts

Top