Peter Pan kommer til Mors

Fredag den 16. februar kl. 18.00 kommer Folketeatrets opsætning af Peter Pan til Morsø Teater, Limfjordsvej 95, Nykøbing Mors. Familieforestillingen er arrangeret af Morsø Teaterkreds.

Alle børn har i deres drømme besøgt en ønskeø befolket af væsener, der forsvinder som dug for solen, når nattens søvn gnides af øjnene. Når dagen går i gang, sendes børnene ud i livet med et kys på kinden af deres forældre, der stolte følger deres opvækst. Og de fleste børn glæder sig til at blive voksne.

Men Peter Pan er ikke som de fleste børn. Hvis det at blive voksen betyder, at man skal gå på arbejde og ikke må lege mere, så nægter han at blive voksen. Som spæd faldt han ud af barnevognen, og nu lever han i Evighedslandet sammen med De glemte børn, som han er anfører for. I Evighedslandet hersker fantasien og den evige barndom. Landet vrimler med feer og en af dem, Klokkeblomst, er Peters egen fe. Der er drilske havfruer, listige krigere, en glubsk krokodille og ondskabsfulde pirater anført af Kaptajn Klo. Livet på Ønskeøen lyder som et eventyr. Alligevel savner Peter og de forældreløse drenge nogen – måske en mor – der kan tage sig lidt af dem og fortælle dem gode godnathistorier. Peter flyver ofte hjem til Wendy og hendes brødre, John og Michael, for at sidde og lytte ved det åbne vindue til børneværelset, når de får fortalt eventyr af deres mor. En aften bliver Peter opdaget af Wendy, og han lokker hende til at tage med til Ønskeøen. Det bliver et uforglemmeligt eventyr for Wendy. For Peter bliver mødet med den handlekraftige Wendy dog lidt anderledes, end han havde tænkt sig.

Forestillingen er egnet for børn fra 6 år og for voksne, der har barnesindet i behold og hvem har ikke det?

Den herlige fortælling var cirka 2 timer 15 minutter inklusive pause.

Formanden for Morsø Teaterkreds, Jørgen Bruun Christensen, oplyser, at billetter stadig kan bestilles på forhånd eller købes ved indgangen en halv time før forestillingen. til barndommens fortryllede land.

Foto: Gudmund Thai

Forfatter

Related posts

Top