Ny spændende fremtid for Ørding Købmand

Bestyrelsen bag den borgerejede Ørding Købmand indkalder nu borgere og interesserede til møde om den fremtidige plan og form for butikken på Sydmors.

– Vi har henover sommeren arbejdet på en særlig model, der har sin baggrund i en konkret henvendelse fra en seriøs interesseret købmand, siger Henrik Olsen, formand for Sydøstmors Ejendomsselskab Aps, der ejer bygninger og inventar.

Bestyrelsen har siden Charlotte Pipper meddelte at hun efter 6 gode år nu ville prøve kræfter med noget andet, haft en bunden udfordring, at finde en god og sikker måde at drive forretningen videre på.

– Ret hurtigt fik vi en henvendelse, som ikke bare rummer en stabil fremtid for forretningen, som vi kender den i dag, men også har mange spændende udviklingsperspektiver i sig, fortæller Henrik Olsen.

D. 4. september kl. 19.00 vil bestyrelsen præsentere den nye plan og model som den ser ud nu.

– Vi vil samtidig præsentere den nye købmand, der skal drive butikken, hvis planen bliver modtaget positivt af borgerne og ejerne af butikken, fortæller Henrik Olsen.

Han fortæller, at man lige nu arbejder med en model, som lokalsamfundet har mange gode erfaringer med – en model som vil styrke området og områdets andre aktører yderligere.

– Købmandsbutikken er vigtig, ligesom skole, børnehave og andre aktiver i området. Derfor ser vi frem til at borgerne vil møde op og tage del i de vigtige overvejelser – den vej vi går, skal være en fælles beslutning slutter Henrik Olsen.

Foto: Ørding Købmand

Forfatter
Top