Nu kan der søges penge fra Morsø Fonden

Nu kan der søges penge fra Morsø Fonden. Fonden er både for hjemmeboende såvel som udrejste – og i øvrigt er formålet at styrke Mors og morsingboere i egen og andres bevidsthed.

Morsø Fonden er en selvejende institution, oprettet af Morsingboernes Forening. Fondens formål er etablering af eller støtte til aktiviteter og/eller faciliteter, der kan medvirke til at fremme trivselsmuligheder for Mors og morsingboere.

Ansøgning om andel af fondens midler kan fremsendes af alle, der har et projekt, der ligger inden for fondens formål. Der anvendes ikke skema til ansøgning om fondens midler, men ansøgningen skal indeholde fornødne oplysninger til, at bestyrelsen kan tage stilling til ansøgningen, herunder tydelig identifikation af ansøgeren og dennes grundlag for at søge fondens midler.

Ansøgning kan fremsendes løbende og fremsendes til fondens formand eller fondens sekretær.

Ansøgninger kan forventes behandlet på fondsbestyrelsens næstfølgende møde, men formanden og sekretæren kan forinden mødet foranledige, at der indhentes yderligere oplysninger til brug for bestyrelsens behandling.

Fondens bestyrelse holder sit årsmøde hvert år inden d. 1. april. Årsmødet annonceres i den lokale dagspresse og på Morsø Kommunes hjemmeside forud for mødet.

Ansøg fonden senest 9. marts. Se mere her

Forfatter
Top